Fogh må ikke vinde kulturkampen

Anders Fogh Rasmussens projekt med at føre kulturkampen må ikke lykkes, men det kræver, at vi genskaber interessen for den glemte sammenhæng mellem dan­nelse og kultur. Specielt om den politiske kultur, om demokratiet.

Selv den sødeste antipædagog kommer ikke uden om, at der ikke findes nogen kultur, der ikke på en eller anden måde forbereder næste generation på livet i denne kultur.

Men mange lærere og ledere er grebet af en metodedyrkelse, der hæmmer interessen for undervisningens indhold og reducerer lærerens metodefrihed. I mørke stunder forestiller jeg mig, at lærerens fremtidige opgave be­står i at uddele centralt udformede arbejdspapirer og administrere evalueringsskemaer, og Venstres og De Konservatives nye regeringsgrundlag trækker i den retning. Der skal måles og kontrolleres som aldrig før, så skolerne kan dokumentere, hvor mange procent af deres elever der lever op til de centralt fastsatte fælles mål. Fortsætter udviklingen, kan man lige så godt skære læreruddannelsen ned til et treugerskursus.

Men en professionel lærer er ikke en funktionær, der alene udfører, hvad andre har bestemt. Det er en person, samfundet giver frihed til selv at påtage sig et ansvar. Lærere bør være kulturpersonligheder, frie intellektuelle så at sige. Derfor er metodefriheden så central i en demokratisk pædagogik. Metodefriheden, der udfoldes inden for læseplanernes omtrentlige rammer, er skolefolks betegnelse for åndsfrihed.

Læreren skal tage hensyn til en broget elevfloks mangeartede forudsætninger, og eleverne skal møde lærere, der forholder sig til den politiske kultur i tilslutning og modstand.

Det er og det skal fortsat være folkeskolens privilegium at stå uden for de politiske beslutningsprocesser. Derfor skal der ikke kæmpes om nye tankegange og korrekte bevidstheder. Politisk etik handler ikke mindst i skolen om retten til at være uenig.

Forkortet af redaktionen