Flere studerende går til psykolog pga. stress

Sidste år, da jeg gik med min ældste søn på barsel, læste jeg selv samme overskrift i avisen. Jeg grinede og tænkte: "Ja, det er hvad man får ud af ikke at give eleverne lektier for!" Jeg er af den overbevisning, at lærer de ikke noget rent fagligt, så lærer de i det mindste at der er mere i det at skulle forbedre sig på noget, end undervisning - der er flid og selv-disciplin tilknyttet til det. Men det jeg egentlig vil ind på er: Jeg forstår det udmærket nu, hvor jeg selv er studerende!!

Jeg havde en ide om at eleverne følte sig stresset grundet et tidspres, for mange lektier og for lidt tid og rum til sig selv. Jeg tog fejl - i hvert tilfælde hvad angår lærerstudiet.

Jeg har aldrig følt mig stresset, ud over når jeg har været ved at komme for sent til en aftale - jeg har været forpagter af en rideskole, med ansvaret for 20 heste og sideløbende haft 2 jobs og et gymnasium at passe - uden at føle mig stresset! Men midt i mit første skoleår på lærerseminaret, fik jeg pludselig problemer med hjertet. Jeg havde på 3 uger middel til kraftig hjertearytmi 12 gange. Jeg har aldrig haft problemer med hjertet før. Jeg ville opsøge lægen, men pludselig forsvandt problemet. Det startede stille op igen et par uger senere og kom lidt til og fra. Jeg forsøgte at finde ud af hvorfor det opstod og det var tydeligt, hvad det kom af. Hver gang skolen var en forbandelse for mig. Det handlede ikke om at der var for meget at se til og for lidt tid, det handlede om at ledelsen konstant spændte ben for mit arbejde. De gav først skemaer (trods drastiske ændringer) få dage før disse var aktuelle, de tvang os i grupper, som - grundet geografiske årsager - var meget upraktiske, de sendte os i ubrugelige forløb om brandsikring af ældreboliger eller spisevaner i vuggestuer og placerede - underligt nok - de 3 personer der havde børn, på den skole der var længst væk, 1 hel uge kun med druk i stedet for læring (jeg blev hjemme ved min søn de dage). Jeg kunne nemt fortsætte.

Jeg blev heldigvis ikke påvirket betydeligt på humøret - udover at min mand måtte høre meget på hvor elendigt et studie jeg befandt mig på og hvor meget det gik mig på - heldigt for mig, at jeg havde en at snakke med, for jeg havde 3 klassekammerater, der måtte sygemeldes med stress og to af dem er stoppet på studiet - jeg indrømmer: Tanken er strejfet mig.

Hvad pokker gør man ved det? Skolen har på 1 år modtaget 3 (lange) skriftlige klager fra mig og en temmelig negativ evaluering. Der er et enormt frafald og desværre ser jeg at det tit er dem der faktisk har haft størt interesse i faget - men jeg tror de tænker som jeg "Hvis det her minder om den virkelighed vi skal ud i, så er det nok ikke værd at fortsætte med" (og specielt ikke når det rod studiet skaber, er med til at nedsætte livskvaliteten).