Flagrende fordummelse

En af mine gode venner skulle forleden medvirke i en samtale på Danmarks Radios P1. Han er meget vidende og indsigtsfuld, så det føltes lidt presset at skulle komme godt rundt om stoffet på de små 30 minutter, der var afsat til samtalen. Nu skulle det mage sig sådan, at den, der skulle medvirke i det andet 25 minutters indslag meldte fra kort tid før udsendelsens start. Så nu skulle man tro, at der blev mulighed for at folde samtalen ud.

Men ak, det skulle vise sig, at DR har indført et koncept, der lægges ned over hver enkelt radioudsendelse: et indslag må maksimalt vare 30 minutter. Derfor måtte udsendelsens tilrettelægger i hast stable et andet – og i sagens natur ret uforberedt – indslag på benene.

Dette fik mig til at huske på nogle film, jeg så fra en danskundervisning, hvor man med jævne mellemrun skiftede aktivitet for at undgå, at eleverne kedede sig og blev umotiverede. På filmene så man nogle af de mere tænksomme elever blive afbrudt i deres arbejde, når de lige netop var kommet i gang.

Kunne det ikke tænkes at nogle har brug for fordybelse, for at dykke ned i et stof eller for at træne noget, de stræber efter at kunne?

Variation er i mange tilfælde på sin plads. Men variation som koncept er en opdragelse til fordummelse, fordi man i sagens natur bliver overfladisk.

Denne overfladiskhed er i familie med den leflen for digitalisering af undervisningen, vi ser forsøgt presset ned over skolens undervisning. Her er der netop brug for variation: at arbejde digitalt, når man søger og surfer og forsøger sig, og at arbejde analogt, når man graver, undersøger og fordyber sig.

For nylig havde IBBY Danmark et statusseminar over årets børnelitteratur, og i den forbindelse havde Ayoe Quist Henkel et formidabelt oplæg om "børne- og ungdomslitteraturens æstetiske udvikling i et digitaliseret og medialiseret tekstlandskab". Hun er vidende, inspirerende og godt formidlende. Så kig efter, hvor hun optræder, og søg derhen. Hun havde dog en sætning, som skurrede i mine ører, da hun præsenterede den digitaliserede udgave af Hübbe og Meislers NORD. "Bevægelsen i billederne udvider læsningen," sagde hun.

Men nej, det gør den ikke. Den ændrer læsningen, gør på en vis måde læsningen mere levende og på anden vis læsningen mere overfladisk.

I den analoge bog ser man læsere, der lader øjnene vandre omkring detaljer ad veje, de selv vælger. I den digitaliserede udgave drager bevægelsen øjnene i bestemte retninger.

Derfor er der brug for en variation, der gør op med den flagrende fordummelse.