Fjernstyrede lærere – robotter på arbejde

Da jeg for første gang hørte, at der findes lærerinderobotter på det japanske marked, var jeg overbevist om, at det var sagt i spøg. Ideen om, at man kan sætte en robot til at undervise på 0. eller 1. årgang i simple ordlege eller begyndermatematik, virkede forrykt. Den er imidlertid god nok.

Saya er en kvindelig, humanoid robot, oprindeligt udviklet som receptionist, men siden hen omprogrammeret, så hun kan undervise i grundskolen i natur og teknik. Saya er udstyret med brunt hår, pink optrukne læber og nederdel for at ligne et menneske så meget som muligt. Hun kan også både løfte øjenbrynene, når hun smiler og udtrykke seks basale emotioner, overraskelse, frygt, afsky, vrede, glæde og tristhed gennem forskellige grimasser.

Lærer på afstand

Professor Hiroshi Kobayashi, der har udviklet robotten, er ikke i tvivl om, at Saya kan være fremtidens svar på lærermangel f.eks. på grund af affolkning af yderområder (jeg undlader her at komme med mere nationale bud på en eventuel lærermangel). Denne tanke er den japanske forsker ikke alene om. I Ohio i USA har man, i forbindelse med langdistance-kurser på forsøgsbasis, indført en robot, der ikke på samme måde ligner et menneske, men i højere grad er bygget til at ’vikariere’ for læreren, der så sidder 2700 km væk i Arizona. Den amerikanske robot skal ikke på overfladen foregive at være et menneske, men er derimod lærerens øjne og talerør, så eleverne kan være i dialog med ham. Robot-vikaren kan desuden fjernstyres og dermed bevæge sig rundt i klassen mellem bordene og derved give læreren indsigt i elevernes arbejde. Også selvom han befinder sig i en afstand, der svarer til afstanden fra København til Tripoli i Libyen.

Robotten går godt nok oftere ind i vægge og døre, end den almindelige lærer, men er ellers ret driftssikker og kræver ikke løn. Da robotten i virkeligheden er en avatar, og læreren en dukkefører, har teknologien for så vidt blot givet læreren en forlænget arm af en vis længde. Den sproglige interaktion er stadig menneskelig, fordi læreren er et menneske, der bare er meget langt væk. Han er reelt set en omvandrende telefon, der samtidig kan se det meste af, hvad der foregår.

Den metalliske bilforhandler

Men hvorfor er det så intuitivt sært? Er det bare fordi, vi ved, at lærere er mennesker med hud og hår, der (langt hen af vejen) investerer sig selv, for at få eleven til at sprudle? Hverken Saya eller avataren kan håndtere de processer, der kræver nærvær. Saya har endda, når man tænker efter, overvejende negative følelser installeret. Hvad tabes og vindes, når læreren bliver robot? Lærerstanden er i øvrigt langt fra det erhverv, der står først til at blive erstattet med robotter. Ifølge et studie, der kortlagde, hvilke erhverv 2000 informanter helst så overtaget af robotter, kom parkeringsvagter (65%), ejendomsmæglere (40%) og bilforhandlere (33%) nemlig øverst på listen. Måske fordi det er erhverv, hvor negative emotioner er prioriteret og menneskeligt nærvær alligevel irrelevant? På den anden side, så var det politiske embedsmandsværk slet ikke nævnt.