Findes der mon en konflikt, hvor Skole og Forældre vil være på skolens side – og ikke forældrenes?

Forældreformand Regitze Spenner Ishøy har svaret på mit debatindlæg om Hanssted Skoles reaktion, da der blev fundet nåle i karameller på sidste skoledag.

Tak for svaret, Regitze Spenner Ishøy.

På papiret er proportionalitet en dyd. Hvem kan være imod, at en konsekvens skal stå mål med handlingen?

Men der er forskel på, hvordan et ord lyder i et debatindlæg, og hvordan det virker mandag morgen på en skole. Og det er dér, vi skal kigge hen.

For se på, hvad proportionalitet fører til i praksis: Skolen reagerer. Forældre ringer vrede ind. Og reaktionen kaldes "kollektiv afstraffelse".

Hvad lærer de involverede så?

Eleverne lærer, at en alvorlig handling udløser en debat – ikke en konsekvens. Forældrene lærer, at vrede opkald virker. Og ledelsen lærer, at det koster at handle tydeligt, mens passivitet ofte er det mindst risikable valg udadtil.

Et mønster

Det var i øvrigt ikke én sag, jeg skrev om. Det var et mønster – et mønster, som Skole og Forældre selv har tegnet, sag efter sag.

Da Trivselskommissionen sidste år anbefalede forældrene at tage et skridt tilbage, lød advarslen om "skyld og skam". Da der kom forslag om at give lærere bedre mulighed for at føre voldsomt forstyrrende elever ud af klassen, var bekymringen, at det kunne blive et "overgreb". Og nu, hvor en skole reagerer på nåle i karameller, lyder dommen "kollektiv afstraffelse".

Ser vi på proportionaliteten, burde Skole og Forældre netop vurdere hver sag for sig. I stedet lander foreningen samme sted uanset sagen. Det er ikke proportionalitet. Det er en slagside.

Skole og Forældre skriver selv, at man repræsenterer alle forældre – også dem, hvis børn traf de forkerte valg. Det er ærligt. Men det viser også problemet: Hvis man pr. definition altid skal repræsentere forælderen på den anden side af en konsekvens, bliver det svært entydigt at bakke skolen op, når skolen sætter en nødvendig grænse.

Det er ikke neutralitet. Det er en konstruktion, der gør det umuligt at lægge sig fast.

Jeg beskyldes for at gøre debatten "sort-hvid". Men det er en stråmand. Min pointe var ikke, at man ikke må diskutere konsekvenser. Den var, at debatten næsten altid ender samme sted: Forældrenes frustration forstås, mens skolens grænsesætning problematiseres.

Jeg er enig i, at skole og forældre skal samarbejde. Men et samarbejde forudsætter, at begge parter af og til kan bakke den anden op – også når det er upopulært. Også når ens eget barn er ked af det.

Derfor gentager jeg det spørgsmål, mit oprindelige indlæg i bund og grund stillede:

Findes der én situation, hvor Skole og Forældre vil sige til forældrene – uden et "men" – at her havde skolen ret, og her skal I bakke op?

Lyder svaret ja, hører jeg det gerne. Det ville være et rigtig godt sted at begynde.