Fehler frei zwei

I Fehler frei beskrev jeg min oplevelse af, at mine tyskelever havde et stort ønske om at fremstå fejlfrie i deres sproglige udtryk. Et ønske, som i hverdagen kommer til udtryk ved tavshed i den mundtlige del af undervisningen. Samtaler med eleverne tyder på, at de ikke har lyst til at sige noget, de er usikre på. Men hvorfra kommer denne usikkerhed?

Fejlfrihed i undervisningen

Måske er en del af forklaringen, at vores elever er vokset op i en testkultur. De sidste mange år har der i folkeskolen eksisteret et omfattende testbatteri, og selvom der er blevet indført nye tests, så er antallet ikke blevet mindre. Stort set alle disse tests munder ud i rigtig eller forkert. Overfører vi det til undervisning, så kan det være, at elever netop her oplever et krav om fejlfrihed. Udtrykket skal være rigtigt. Ordene på tavlen skal oversættes perfekt. Først når man har den perfekte oversættelse giver man sig selv lov til at trykke på “send”-knappen i sin hjerne og siger det, man ved – ikke det, man tror.

I den skriftlige del af undervisningen er det nemmere. Med google translate har man mulighed for hurtigt at finde frem til oversættelsen, og efterhånden giver teknologien ofte brugbare og nærmest fejlfrie oversættelser. Oversættelser, som ofte får lov til at blive anerkendt, fordi vi som lærere har svært ved at stille spørgsmålstegn ved elevernes arbejde.

Også i mange af de opgaver, man møder i “lærings”portaler understøttes en perfekthedskultur. Opgaverne er selvinstruerende, selvrettende og automatisk, uden yderligere menneskelig indblanding, forsyner de elevernes svar med “likes” eller “dislikes”. I én af læringsportalerne belønnes gennemførte opgaver visuelt med træer, og hvis man svarer rigtigt, bliver vejret godt.

En didaktisk opgave

Ikke nok med at google kan levere gode oversættelser. Til al overflod er der nu også kommet en chatrobot, som selv kan producere tekster. Lige nu kan jeg ikke afprøve den. Den melder om kapacitetsproblemer, men mon ikke den snart er oppe at køre igen?

Alt dette stiller krav til os lærere som undervisere. Efter min mening er vi nødt til at kæmpe mod automatiseringen, for eleverne lærer ikke noget af den. I mine samtaler med eleverne bruger jeg ofte metaforer fra elevernes fritid. Jeg spørger dem, hvordan de er blevet bedre til et eller andet, og de ved udmærket godt, at man bliver bedre til noget ved at have lyst til og til at gøre dette noget. Hvis man får en anden til at gøre det, bliver den anden bedre. Hvis man får en maskine til at gøre det, bliver måske maskinen bedre.

Vi taler også om, hvordan det mon var, da de lærte deres modersmål, da de var små. Eller hvordan det var at lære at gå. Eleverne ved godt, at man laver fejl når man øver sig på noget og prøver at blive bedre. Og i virkeligheden er lige præcis det også en del af det at være menneske – så længe man lever.

Måske virker sådan nogle samtaler om det at lære. I hvert fald har to af mine elever helt på eget initiativ anskaffet sig nogle notesbøger, hvor de skriver faglige ting fra undervisningen. Måske gør det, at de bliver dårligere til multiple choice opgaver eller til at løse opgaver i læringsportalerne. Jeg på har på fornemmelsen, at de bliver bedre til tysk, men jeg tror også, at man som lærer skal udvise vedholdenhed i undervisningen og tillade fejl og langsomhed.

Prøverne

Og så skal vi måske kigge på især de skriftlige prøver. Uden at tage stilling til om prøver er en god idé eller ej, så kunne man jo arbejde med en form for prøver, som giver eleverne mulighed for at vise det, de har lært i undervisningen. En form for prøver, som lå i forlængelse af undervisningen – en undervisning, hvor målet var at lære et sprog med de hjælpemidler, som er relevante, og med eleven som udgangspunkt.