Fatal folkeskolepolitik

Hvilken rolle har folkeskolen fejlagtigt fået i forhold til at ”bryde den negative sociale arv”?

Lad os skrue tiden lidt tilbage og se på begrundelsen for folkeskolereformen, som blev vedtaget i 2013. Daværende undervisningsminister, Christine Antorini, udtalte i 2013: »Det er relativt tankevækkende, at Danmark er et af de lande, der er dårligst til at bryde den negative sociale arv« og »Vi er simpelthen ikke gode nok til at løfte eleverne uafhængigt af deres sociale baggrund. Derfor er vi optaget af at lave en skolereform med lektiecafé og faglig fordybelse« og »Derfor skal der tages hånd om de ressourcesvage elever, så de ikke bliver tabt på gulvet«

Fagforbund, eksempelvis 3F, har også en tro på, at folkeskolen kan løfte negativ social arv. I en artikel fra 2012 udtalte forbundssekretær Per Christensen: ”Det er især børn af ufaglærte, der bliver ramt. Det er helt uacceptabelt, at risikoen for at stå uden uddannelse er mange gange større for børn af ufaglærte og faglærte end for akademikerbørn. Jeg synes, reformen peger i retning af, at børn fra ikke-læsevante hjem i højere grad vil blive tilgodeset”

Senere, i en 1. maj tale i 2015, gentog Antorini: ”Sidste år fejrede vi skolens 200 års fødselsdag. For 200 år siden fik alle børn i Danmark - uanset baggrund - ret og pligt til undervisning. Det var starten på et gigantisk uddannelsesløft for de fleste. Men det er stadig sådan, at vi endnu ikke har brudt negativ social arv. Det er derfor at den nye skole for vores børn har det som sit særlige mål, at gør ALLE børn, så dygtige som muligt - uanset baggrund.”

Tilgangen er overtaget den nuværende undervisningsminister, Ellen Trane Nørby. I forbindelse med et forsøgsprogram, hvor fagligheden skal styrkes blandt børn med svag social baggrund, udtaler hun: ”Vi taber alt for mange børn, der kommer fra en svag social baggrund, i folkeskolen i dag. Det er afgørende, at vi finder ud af, hvordan vi bryder den negative sociale arv, så alle børn får samme muligheder for at komme videre på en ungdomsuddannelse og lægge fundamentet for at få et velfungerende voksenliv. Jeg håber, at skolerne vil være med, så vi kan få afprøvet metoder, der kan gøre en forskel i dagligdagen ude på skolerne,”

CEPOS har offentliggjorde offentlige ranglister over den såkaldte ”undervisningseffekt” fra 00’erne, som skulle vise, hvor gode skolerne var i forhold til elevernes faglige præstationer og socioøkonomisk baggrund. Denne rangliste offentliggøres fortsat.

Fra DLF betones lærerens betydning. I en pressemeddelelse fra august 2016 stod der: ”En ny undersøgelse fra DPU viser, at det er læreren, som er den vigtigste faktor for, at eleverne lærer noget. DLF opfordrer til styrket fokus på kvalitet i undervisningen.” og senere udtaler Anders Bondo Christensen ”Undersøgelsen slår fast, at det er læreren, der er afgørende for, om eleverne løfter sig fagligt, og derfor er det vigtigt, at vi får meget mere fokus på lærernes mulighed for at skabe kvalitet i elevernes undervisning.”

Alle udtalelser bygger på en antagelse: At skolen (herunder læreren) er den vigtigste faktor i forhold til at ”bryde den negative sociale arv”. Både politikere fra centrum-venstre og højrefløjen, borgerlige aktører, fagforbund og selv DLF betoner, at det er skolen og læreren, som er vigtigst.

Hvis vi ser på aftaleteksten til reformen stod der:

”Men den danske folkeskole står også over for store udfordringer. Det faglige niveau – særligt i læsning og matematik – er ikke tilstrækkeligt højt. Danske skoleelever ligger omkring gennemsnittet i OECD i dansk, matematik og naturfag, når de forlader folkeskolen. Samtidig udvikler vi ikke de fagligt svage eller de fagligt stærke elevers potentiale. Mellem 15 og 17 pct. af eleverne forlader i dag folkeskolen uden tilstrækkelige læse- og matematikfærdigheder, og mange elever henvises til specialundervisning. Derudover har Danmark relativt set få fagligt stærke elever. Skal elevernes faglige niveau og dermed det faglige niveau i folkeskolen forbedres, er det centralt, at alle elever får mulighed for at udfolde deres potentiale fuldt ud, så vi kan klare os i den stigende internationale konkurrence.”

Og ét af de tre overordnede mål for reformen var:

”2) Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater.”

I aftaleteksten og målsætningen fremgår to overordnede målsætninger, som har forskellige udgangspunkter:

1) ”… så vi kan klare os i den stigende internationale konkurrence”. Dette er en del af en global tendens fra OECD og EU, hvor der antages, at uddannelse (videnssamfundet) er én af de vigtigste faktorer for et lands konkurrenceevne.

2) ”… mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater”. Dette er en del af centrum-venstres ideal om øget lighed, hvor skolen skal bidrage.

Der er meget på spil: For det første, at uddannelse skal sikre os i den globale konkurrence (som udtrykt af Ove Kaj Pedersens teori om Konkurrencestaten). For det andet, at uddannelse skal sikre øget lighed. Derfor er der et bredt flertal for folkeskolereformen. Selvom udgangspunkterne er forskellige, deler de samme antagelse: At skolen skal sikre, at den ”negative sociale arv” brydes og at faglige resultater, udtrykt som resultater i nationale test, bliver et middel for at nå målet – at klare os bedre i den globale konkurrence og forbedre lighed. Der er derfor indført nye Fælles Forenklede Mål, og stort set alle lærere er kastet ud i en ”ny måde” at se på skolens rolle på, med ”læring i centrum”. Dette kombineres med et behov for målstyring, så alt skal lægges i digitale systemer, måles konstant, så man angiveligt kan ”måle elevernes progression”.

Hvilken forskning kan begrunde, at skolen og lærerne er den vigtigste faktor?

Indenfor skoleverdenen henvises der i dag til den New Zealandske forsker John Hattie og hans bog Visible Learning samt medfølgende koncepter og metoder, som i dag nærmest er blevet statssanktioneret. Her sættes der fokus på skolen og læreren. Begrundelse for forskellige valg starter ofte med: ”ifølge Hattie …”, der med sin effektliste over faktorer sætter dagsordenen for, hvad der er vigtigt i forhold til elevers resultater. Hans metode Synlig Læring er i dag blevet et krav i undervisningen i flertallet af kommunerne.

Men – passer det? Er det virkelig skolen og lærerne, som er den vigtigste faktor?

Forskellige forskere har kritiseret John Hattie, blandt andet for at levere til det politiske felt, frem for at bedrive kritisk og ansvarlig forskning. For Hatties Visible Learning har kun medtaget faktorer i skoleregi. Hattie selv svarer:

”I realised that many sociologists would not be pleased that non-school factors were not placed at the forefront of all claims, but I noted that this was “not because they are unimportant, indeed they may be more important than many of the issues discussed in this book. It is just that I have not included these topics in my orbit.”

Så Hattie siger selv, at faktorer uden for skolen er vigtige,faktisk vigtigere end mange af de faktorer, han har nævnt i sin bog. Han har simpelthen blot valgt ikke at beskæftige sig med dem. Dette skyldes formentlig, at der findes to former for undersøgelser.

To typer af undersøgelser af skolens betydning i forhold til faglige præstationer

Den ene type undersøger kun i forhold til skolens faktorer (eks. curriculum, ledelse, bygninger og lærerne). I disse undersøgelser viser det sig, at læreren er den vigtigste faktor. Hatties forskning og de politisk begrundede beslutninger hviler på denne tilgang.

Den anden type undersøger både bidrag vedrørende sociale faktorer (eks. social status, forældres uddannelse, ressourcer i hjemmet) og skolens faktorer (eks. curriculum, ledelse, bygninger og lærerne). I disse undersøgelser viser det sig, at sociale faktorer har størst betydning, hvor skolen (inkl. lærerne) har en væsentlig mindre betydning.

Faktorer udenfor skolen har den største betydning!

For faktorer uden for skolen har faktisk den største betydning! Skolen og lærerne kan ikke ”løfte” noget som helst alene. Det kan kun lade sig gøre, hvis man samtidig fokuserer på de strukturer, der er uden om skolen; de kulturelle, sociale og økonomiske vilkår i hjemmet og i lokalsamfundet; eksempelvis socialpolitik, boligpolitik, arbejdsmarkedspolitik etc. Dette blev beskrevet af professor Basil Bernstein i hans bog fra 1970 Education Cannot Compensate for Society. En anden forsker i New Zealand, Roy Nash, medtog faktorer uden for skolen og belyste vigtigheden af dem, så politikerne kunne handle på det.

Hvor stor betydning har skolen (inkl. læreren) så egentlig?

• Fra en meta-analyse: Blot 8-21% af variansen (afvigelse i forhold til middelværdi) for elevers faglige præstationer. Jo lavere socioøkonomisk status hos eleven, jo vigtigere er læreren.
• Fra forskning i England: Hele 80% skyldes elevens baggrund, 10% skyldes skolens måde at eksaminere på, og de sidste 10% skyldes andre forhold på skolen (herunder lærerne).
• Fra forskning i New Zealand: Mellem 70-80% af forskellen i skolers resultater skyldes elever og deres baggrund, kun 20-30% skyldes skolens forhold (herunder lærerne).
• Fra OECD: Den største årsag til elevers præstationer er deres baggrund, eks. evner, tilgang, familie og lokalsamfund. Sådanne faktorer er svære for politikere at ændre, i hvert fald på kort sigt.
• Fra Hattie selv: 50% tilskrives elever selv, 10% til hjemmet – dermed er 40% tilbage til skolen, herunder lærerne.

Men – én ting er internationale analyser og erfaringer. Har vi noget viden i Danmark? Ja, det har vi. I 2003 udtalte professor Erik Jørgen Hansen om social arv og skolen:

”Man skal simpelthen passe meget på med at tro, at uddannelse kan løse problemerne med negativ social arv. Politikerne har en tilbøjelighed til at tro, at uddannelse kan fjerne både arbejdsløshed og sociale problemer. Økonomer har udarbejdet teorier om videnssamfundet, som siger, at hvis man producerer mere menneskelig kapital, altså uddanner arbejdskraften, kan samfundet udvikle sig økonomisk. Men virkeligheden er omvendt. Det viser erfaringen. Det er først, når et samfund bliver velstående, at ungdommen får mere uddannelse. Hvorfor er det et problem for politikerne med den sociale arv i uddannelserne? Det er, fordi der er en næsten religiøs tro på, at mere uddannelse kan løse alle problemer. Imidlertid viser mine undersøgelser, at den sociale udligning via uddannelsessystemet stoppede i 70'erne”

Så – dette er ikke ny viden. Det er gammel viden! Man kan ikke pålægge skolen og lærerne et ansvar for at ”bryde den negative sociale arv”. Hele tilgangen er dømt til at mislykkes. Og konsekvenserne er fatale!

Hvad er konsekvenserne?

Den umiddelbare konsekvens er, at elever ikke ”får brudt den negative sociale arv”. Især fordi politisk fokus er flyttet væk fra de strukturelle rammer, der omgiver folkeskolen. Når der ikke er fokus på, at socialpolitik, beskæftigelsespolitik, boligpolitik, familiepolitik, uddannelsespolitik og ligestilling skal sikre et værdigt liv for borgerne, skaber man selv problemet med negativ social arv; det bliver selvforstærkende. Man skaber en socialdarwinistisk negativ spiral. Paradoksalt nok vil reformen og dens indhold heller ikke stille os bedre i forhold til konkurrenceevnen, da politiske hensyn til målstyring og snævert fokus på nationale test og PISA arbejder modsat.

Lærere ”skal tænke anderledes”, undervise anderledes og konstant vise bedre resultater. Ansvaret hviler på skolen! Ansvaret og presset driver nedad. Fra lovgiverne til KL, kommunerne, forvaltningerne, skolelederne, lærerne og pædagogerne – og til sidst i fødekæden presses elever og forældre. Eleverne skal være uddannelsesparate, være motiverede, tage ansvar for egen læring, lære at lære og præstere. Forældrene skal overtage mere og mere ansvar, som bliver mere og mere diffust og indgribende. Stemningen i medierne er anklagende; ”forældre skal tage mere ansvar”, ”elever skal være bedre opdraget”. Ansvaret er drevet hele vejen ned fra det politiske lag til lærere, pædagoger og til sidst elever og forældre, som presses og ansvarliggøres. I sidste ende er det de enkelte elever, som får ansvaret for de politiske valg. Det er eleverne og forældrene, som både skal sikre bedre konkurrenceevne og ”bryde den negative sociale arv”. Der er ikke noget at sige til, at så mange børn og unge får præstationsangst, bliver stressede og er i mistrivsel.

Skolen brænder sammen. Der stilles krav, som ikke kan opfyldes. Samtidig er der skåret så meget i forhold til lærernes og pædagogernes tid til at give eleverne en undervisning med kvalitet og samarbejde med hjemmet. Elever i særlige vanskeligheder får ikke den nødvendige hjælp. I stedet presses forældrene af skolen og kommunen, i nogle tilfælde som noget, der minder om overgreb. Skolerne modtager elever fra daginstitutioner, der lider under alt for lave normeringer, så børn ikke får mulighed for at udvikle sig sundt i et omsorgsfuldt fællesskab. Både lærere og pædagoger føler sig afmægtige og føler, de svigter elever og forældre.

Hele formålet med vores folkeskole er totalt fraværende. Hverken elever, forældre, lærere og pædagoger er involveret i det politiske projekt, som reformen er blevet til I. Der ses ingen sammenhæng med folkeskolens formålsparagraf, og demokrati, åndsfrihed og ligeværd er fraværende.

Hele vores uddannelsespolitik er en fatal fejltagelse. Både ifølge forskning og ja, selv OECD betoner, at skolen ikke er den vigtigste faktor i forhold til ”at bryde med negativ social arv”. Med de forskellige reformer på det sociale område og fortsatte besparelser på institutionsområdet og uddannelsesområdet ser vi en stat, som agerer fjendtligt over for sine egne borgere. Intentioner er ligegyldige. Der må handles på konsekvenserne!

Kilder:

TERHART, E. (2011). Has John Hattie really found the holy grail of research on teaching? An extended review of Visible Learning. J. CURRICULUM STUDIES, 2011, VOL. 43, NO. 3. Pp. 425–438

Grace, G. (2010). Reflection on the University and the Academic as “Critic and Conscience of Society”. New Zealand Journal of Educational Studies. Vol. 45, No.2, 2010. Pp. 89

Snook et al. (2009). Invisible Learnings? A Commentary on John Hattie’s book: Visible Learning: A synthesis of over 800 meta-analyses relating to achievement. New Zealand Journal of Educational Studies;2009, Vol. 44 Issue 1. Pp 93-105

http://www.kl.dk/ImageVault/Images/id_62271/scope_0/ImageVaultHandler.aspx

http://www.dlf.org/nyheder/2016/august/ny-forskning-dokumenterer-laererens-afgoerende-rolle

http://politiken.dk/indland/ECE2149773/minister-vi-har-en-udfordring-med-de-svage-elever/

http://www.uvm.dk/Aktuelt/~/UVM-DK/Content/News/Udd/Folke/2016/Jan/160129-Skoler-kan-nu-soege-om-at-vaere-med-i-forsoeg-om-at-mindske-social-baggrunds-betydning

http://www.fagbladet3f.dk/nyheder/uddannelse/6e8f7c80d09c4178b7565de54dd615e5-20121204-fornyet-folkeskole-kan-bryde-social-arv

http://www.folkeskolen.dk/16234/uddannelse-kan-ikke-bryde-social-arv

https://www.cepos.dk/projekter/undervisningseffekten/find-din-skoles-undervisningseffekt

Ovenstående indlæg har været indsendt som kronik til Politiken, men blev afvist.