Fornyelig udmeldte Nationalbanken at der i 2028-2029 kommer nye pengesedler i Danmark. Hvordan disse kommer til at se ud, er stadig i idéfasen, og almindelige borgere har kunnet givet deres besyv med på Nationalbankens webside. Selvom pengesedler og mønter spiller en langt mindre rolle end tidligere, fortæller disse stadig en masse om et land og dets historie. De nuværende pengesedler fortæller bl.a. om oldtiden, herunder et kanonpunkt.
Nutidens penge fortæller historie
I 4.B. startede vi med at kigge på vores nuværende pengesedler. Disse er en ren tidsrejse tilbage til Danmarks oldtid. Skarpsallingkarret (50 kr.), Hindsgavl-dolken (100 kr.), Bæltepladen fra Langstrup (200 kr.), Bronzespanden fra Keldby (500 kr.) og Solvognen (1.000 kr.). Vi har tidligere arbejdet med både bonde-stenalderen, samt bronze- og jernalderen, hvor disse unikke genstande er fra. Men hvad blev disse ting mon brugt til? Dette undersøgte eleverne i små grupper og præsenterede deres viden for hinanden. Der var mange spændende bud på, hvad fx bronzespanden fra Keldby var brugt til. Dog var det ny viden for mig, at det var en rig høvdings skraldespand. Dette vil vi lige have talt med en arkæolog om…
Opgaven og en lille vejledning er vedlagt, som et eksempel.
De gamle penge og sproget fortæller også historie
Ellers kiggede vi på gamle pengesedler. Især 1952-serien gav en god samtale i klassen – tænk at have en 5-krone seddel, og vildt H.C. Andersen har været på en 10-krone. Desuden måtte jeg afkræfte, at jeg i min barndom gik rundt med Rundetårn i lommen.
Ellers forsøgte vi også at gennemskue, hvad gamle danske ord og ordsprog dog betyder. At 10-øren faldt afledte kun et spørgsmål om, hvor den faldt hen. På danskmoent.dk findes en række af disse ordsprog, som kan give megen morskab – også selvom nogle af eleverne ikke er større end tobak for en skilling.
Fremtidens penge – hvilken historie?
Som tidligere nævnt kommer der nye pengesedler. På Nationalbankens webside er denne proces fint beskrevet. Bl.a. er beskrevet forskellige bud på hvilke store historiske personligheder, der er tiltænkt sedlerne. Dette er fx Inge Lehmann og Arne Jacobsen – og måske gør H.C. Andersen comeback. Ud over de historiske personer bliver motivet enten blomster, havet eller hverdagsliv. Spændende hvilken historie der skal fortælles. Vi afsluttede forløbet med selv at lave penge, for hvordan vil disse sedler se ud, hvis 4.B. skal bestemme? Her var der mange gode bud, bl.a. at 50 kronesedlen skal have LEGO som motiv. Ikke noget dårligt forslag, men vi må væbne os med tålmodighed og se, hvad fremtidens penge bringer.
Falskmøntnerne fra 4.B. – Vores penge fortæller historie
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.