Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Faglig rådgiver

Falihos: Eleverne var ivrige efter at komme i gang med projektarbejdet

På Anne Mette Thodes skole har de hvert efterår to skoleuger, hvor de arbejder projektorienteret. Det er en stor succes, og hun har fem råd til sine lærerkollegaer.

Anne Mette Thode
Start debatten
4. april 2025, kl. 04:30
Start debatten

“Hvad var de fleste af vikingerne egentlig? Bønder!”

Falihos er en frivillig faglig forening, der arbejder på at styrke fagene historie og samfundsfag. Det gør vi ved at stille netværk og den nyeste viden til rådighed for vores medlemmer ligesom vi deltager i det politiske arbejde og blander os i debatten om fagene.

Ovenstående var, hvad mine elever hviskeråbte til den bookede underviser i Nationalmuseets vikingeudstilling på fjerdedagen af to projektuger. Rundviseren, en ung arkæologistuderende, der var sin målgruppe meget bevidst, gav mine elever den respons, at de unge mennesker vel nok havde et mere nuanceret billede af vikingetiden, end han havde, da han gik i grundskole.

Her sendte historielæreren en kærlig tanke til den indledende historiebrugssamtale og opdaterede undervisningsmidler.

To omlagte uger med fokus på historien

I udskolingen (6. -9. klasse) omlægger vi i efteråret to skoleuger til projektarbejdsform og fremstillinger. Min kollega i naboklassen og jeg var enige om at overskriften til de omlagte uger for vores elever skulle være vikingetiden.

Eleverne har ofte haft vikingetiden som tema, inden vi overtager dem på 6. klassetrin, og det havde vores elever også. Men vi satsede, og deres forforståelse viste sig da også som videbegærlighed: Eleverne var meget ivrige for at komme i gang for at få mere viden, end de havde i forvejen.

Det er en eftertanke værd, for hvor ofte arbejder vi egentlig med det samme historietema flere gange?

Eleverne fik medbestemmelse

Ud over vikingetiden som tema, skulle vores elever opleve medbestemmelse i opgaveløsningen på en måde, hvor det forhåbentlig blev tydeligt for dem, at det var dét der var tale om. Derudover skulle de bruge stop motion-teknikker som en del af den afsluttende fremstilling.

Det blev gode uger med glade elever. En forholdsvis enkel og tydeligt stilladseret temaopgave brudt ned i delopgaver, dernæst en opgave med fem mulige underemner og hertil tilknyttede underspørgsmål. Den sidste opgave gik på at formidle ved brug af Skoletubes Stop Motion App.

De glemte ikke medbestemmelsen

Knap et halvt års tid senere har vi netop afholdt skoleårets skole/hjem-samtaler. I den forbindelse havde vi bedt alle elever om at udvælge en enkelt ting fra skoleårets portefølje og indledende vise den frem for deres forældre. De fleste af eleverne valgte et foto af deres baggrund fra Stop Motion-vikingefilmen. Ikke mindst medbestemmelsen i opgaven var delargument for udvælgelsen.

Vi gør det igen

Om kort tid gør vi det igen, denne gang i et historiemodul og i et natur/teknologimodul om ugen henover en måneds tid. Temaet er Grønland, og igen er der tale om en tydeligt stilladseret temaopgave: Den er brudt ned i delopgaver, involverer tydelig medbestemmelse i form af valgmulighed mellem underemner med tilknyttede underspørgsmål, og der er nu også valgfrihed mellem fire teknikker: Book Creator (kendt fra andre fag), CoSpaces (kendt fra Coding Class i januar), Stop Motion (fra tidligere tema) og Tiki-Toki (ubekendt teknik).

  • Hold opgaven simpel
  • Præsenter opgaven: Hvad er målet og hensigten og vis de mulige underemner med tilknyttede underspørgsmål. "Er der allerede nu nogen af jer, der tænker et af underemnerne har særlig interesse?"
  • Først fælles viden (afgrænset kildemateriale, gerne uddelt som fysisk kompendie, få links, museumsbesøg/fælles filmklip eller lignende).
  • Herefter kan man lade eleverne vælge underemner med underspørgsmål. Mind dem om de kilder, de allerede har, og lad dem supplere med ganske få andre. Sørg for at underspørgsmål nogenlunde kan belyses med det eksisterende materiale, så der ikke går google i den og vinklingen ryger.
  • Italesæt medbestemmelsen undervejs. Elever har det med at glemme den indflydelse, de rent faktisk har. Italesæt medbestemmelsen i indledningen, når eleverne vælger underemne, når de skal arbejde med deres teknik - for eksempel når de laver scenarier for deres Stop Motion-film og igen, når eleverne evaluerer (Hvad brugte I medbestemmelsen til?).
Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Falihos: Eleverne var ivrige efter at komme i gang med projektarbejdet

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS