Fagforening – nej tak Min kollega – nej tak

Godt humør og en god portion humor er vigtige ingredienser i en lærers arbejde og hverdag.

Men det slår ikke til, når man læser spot i Folkeskolen nummer 15/16.

Hvis man som lærerstuderende har så svært ved at se nødvendigheden af at være medlem af DLF, er det et meget stort problem – for begge parter og for kommende kolleger.

Hvis udtalelsen står til troende, er der brug for en meget større modenhedsproces hos den lærerstuderende.

Uvidenhed gør stærk, siger man.

Her synes det at være sandt.

Fagforeningens og fagbevægelsens arbejde nedgøres i en sådan grad, at man kan frygte for en ligeså stor uvidenhed på andre områder.

Hvad kan en kommende kollega finde på at undevise eleverne i?

Man kan gisne om andre mangler!

Skal det fremtidige hovederhverv være bartender eller lærer?

Vi – lærerne – er færdige med 'at fylde på eleverne.' Den såkaldte tankpasserrolle!

At være lærer kræver samarbejde mellem flere parter.

Egoisme og selvtilstrækkelighed er helt ubrugelige størrelser.

Vælger man fagforeningen fra, fraskriver man sig retten til indflydelse/ændring af arbejds- og lønforhold.

Hvem kan dog finde på sådan noget!

Mange aktive medlemmer i fagforeningen er garatien for udvikling og fremgang.

Helle Løngreen

København