Fagbevægelsen, hvor er I?

Vi flager, synger, danser, løber, producerer lektieposer, klistermærker, bannere, nøgleholdere osv. osv. Alt sammen for at vise vores utilfredshed med det faktum, at vi bliver holdt væk fra vore arbejdspladser, alt sammen for at vise over for vores kolleger og vores omverden, at vi står sammen, når lokummet brænder. Alt sammen fordi det tilsyneladende er alt, hvad vi kan gøre.

På de mange møder rundt om i landet får vi igen og igen at vide, at vi udgør frontlinien i en kamp, der må og skal vindes. Vi skal ikke blot vinde for vores egen skyld, men for alle de offentligt ansattes skyld. For knækker vi, knækker de alle.

Sandheden i denne sætning skal ikke søges deri, at lærerne, - blot fordi de er større end andre faggrupper - også er meget stærkere, ej heller deri, at den samfundsopgave de løfter, er mere væsentlig end andres.

Sandheden skal derimod søges deri, at lærerne er prøvesten for et politisk magtgreb, som, hvis det lykkes, vil annullere en grundlæggende præmis for dét højt besungne aftalesystem, som alle i disse dage (guderne skal vide hvorfor) bryster sig af.

Siden regeringen præsenterede den nye folkeskolereform, har det som bekendt stået klart, at reformen kun kunne gennemføres via et opgør med lærernes arbejdstidsaftaler. Fra politisk side har man har med andre ord effektivt sat reelle overenskomstforhandlinger ud af spil, før de var begyndt, og man har efterfølgende forsøgt at skjule dette magtgreb ved at flytte fokus over på indholdet af reformen, og man har krydret denne indholdsdiskussion med en lidet charmerende fremstilling af den danske lærerstand.

Den slags kan - med god grund - få snart sagt hvem som helst op af sofaen, og alt imens debatterne har kørt hen over foråret, har tiden arbejdet for regeringen og KL.

Man har kort sagt lavet et spin, som dækker over det faktum, at man fra politisk side (læs socialdemokratisk) har umyndiggjort fagbevægelsen.

Fagbevægelsens styrke består ene og alene i dens evne til at mobilisere dens medlemmer, og om nødvendigt medlemmer fra andre faggrupper.

Men hvorfor sker det ikke nu? Hvorfor det ikke er sket for længst? Hvordan kan den øvrige del af fagbevægelsen tillade sig at tøve i det øjeblik, fundamentet rives bort under den?

Jeg tror godt, jeg kan garantere, at lærerne vil holde fanen højt til den bitre ende, men fattig er den, der kun flager for sig selv.

Til de øvrige dele af fagbevægelsen, dem som vedvarende slås med faldende medlemstal, er der blot at bemærke, at jo længere man tøver foran døren, jo sværere bliver det at åbne den.