Færre klasser at undervise, forøget tryghed for lærerne

Jeg har med rank ryg og stolthed i stemmen nu i otte år kunnet kalde mig ”folkeskolelærer”. Det er en titel der uden tvivl forpligter og en titel der, i min optik, viser, at man har viet en stor del af sin tilværelse her på jorden til at viderebringe viden til elever, med håbet om at gøre en forskel så vidt det er muligt. Plante et lille spinkelt frø der forhåbentlig en dag i fremtiden vokser sig stort og spirer med sætninger som ”det var min lærer Martin, der gjorde en forskel for mig”.

Men hvad har denne idealiserende konstatering med hele den nuværende Corona situation at gøre? I korte træk – som beskrevet ovenfor, har jeg valgt lærerlivet for at gøre en forskel for eleverne og viderebringe viden på adækvat vis. Men hvad gør jeg, hvis rammerne det forventes at jeg udfører mit erhverv i, gør mig utryg?

I min optik er det ulogisk, at der for at nedbringe smitten øges fokus på håndsprit, afstand, holde klasserne separeret så vidt muligt og opfordre eleverne til selvtests – men at vi lærere gerne må, for at sige det som det er, kastes rundt fra den ene klasse til den anden, så længe vi kan fremvise en negativ Coronatest? Jeg selv, der primært er faglærer, underviser i adskillige klasser og med de nuværende klassekvotienter er vi oppe på flere hundrede elever jeg hver uge interagerer med – hvad er logikken i dette, set i lyset at det nuværende øget fokus på at holde smitten nede?

Hvis målet er at bringe smittetallet så langt ned som overhovedet muligt, ville det så ikke være mest logisk at hver lærer højst var tilknyttet en enkelt klasse eller to? På denne måde ville vi passe bedre både på vores lærere og elever. Der kunne eventuelt udtænkes en anden strategi, så længe det indebærer at vi lærere er til stede i så få klasser som overhovedet muligt.

Dét er mit håb for det fremtidige forløb. Jeg vil vove den påstand, at dette ikke blot ville føre til forøget tryghed i en utryg situation, men ligeledes fremme trivslen hos lærere landet over.