Fællesskabsglæde og fornuft

»Det var, så hårene rejste sig på armene, da vi kom ind. Der stod pædagoger, sygeplejersker og mange flere og tog imod os. Det føltes bare rigtigt, rigtigt godt«, fortæller en lærer fra et møde.

I den seneste tid har mange lærere haft lignende oplevelser. For dem, der var med i 2013, er kontrasten slående. Solidariteten har givet alle et rygstød, som de ellers har savnet i mødet med Moderniseringsstyrelsens Excel-spøgelse.

Skyldes det, at alle andre nu er blevet glade for lærerne?

Tja, måske, men det skyldes også, at der i toppen af fagbevægelsen er opstået en erkendelse af, at man er nødt til at rykke tættere sammen, hvis man skal have en mulighed for at flytte noget.

På en måde er fagbevægelsen ved at genopfinde sig selv. Kodeordet er igen sammenhold. For op til Septemberforliget i 1899, hvor spillereglerne for den danske model i hovedtræk blev kæmpet på plads, var der gået år med strejker og lockout. Undervejs sluttede mange små foreninger sig sammen for at undgå at blive spillet ud mod hinanden.

Eller som formanden for akademikerne, Lars Qvistgaard, siger om situationen i dag: »Først så tog man lærerne, så fridagene, nu tager man frokostpausen næste gang, og så tager man seniorerne«.

Men hvor længe holder sammenholdet? Og hvad kommer der ud af det? Hvornår er fristelsen til at få noget til egne medlemmer for stor? Især fagforeninger med lavtlønnede grupper kan opleve et pres fra medlemmerne i retning af bare at sikre noget mere på kontoen. Alligevel virker det, som om solidariteten bliver mere og mere fasttømret.

Det skyldes i høj grad arbejdsgiverne selv.

For det bliver stadig mere tydeligt, at der er tale om en langsigtet strategi fra Finansministeriet. Den har til formål at finansiere mere velfærd via lønmodtagernes overenskomster. Ministeriet holder som bekendt KL i et økonomisk jerngreb via de årlige økonomiaftaler.

Lærerne mærker fagbevægelsens solidaritet

Derfor er lønmodtagerne også nødt til at have fælles fodslag.

Den åbenlyse udfordring for fagbevægelsens sammenhold er, at for at få en stærk opbakning på tværs skal alle organisationer gå all in på hinandens krav. De skal stole på, at de ikke bliver snydt. Den tillid er der i dag. Men den har som forudsætning, at de krav, som organisationerne stiller, er både forståelige og acceptable for alle. I forhold til lærernes ønske om en overenskomst og normalisering af arbejdstiden har det dog hjulpet, at sygeplejerskerne er blevet stillet over for nogle krav, der viser, at lov 409 ikke var en enlig svale.

Hvad der så i sidste ende kommer ud af sammenholdet, er umuligt at spå om, i hvert fald for en uge siden, hvor denne leder blev skrevet.

Men som historien viser, er der ingen anden vej til gode resultater. I 1899 førte konflikterne til et arbejdsmarked, hvor kompromiser og forhandlinger det meste af tiden overtog kamppladsen. Lad os håbe, at det samme sker i dag.