Fællesskab og frihed

Det store omkalfatrende kup ved det sammensurium af reformer, som den danske folkeskole blev ramt af i 2013 kan være vanskeligt at pege ud, fordi så mange brud skete på samme tid med skolereform, inklusionsreform og arbejdstidsreform som de meget omkalfatrende. Alligevel vil jeg komme med et bud på, hvad der i særklasse er det, som holder alle de andre fast i en skruestik: overgangen fra undervisning, der bygger på fortolkelige formål, til læring, der bygger på målbare mål.

I min anmeldelse af Hans Erik Hansens skolelivsnære bog, De hellige haller, skriver jeg, at den corydonske tænkning ikke blot pålagde skolen en arveafgift, men eksproprierede 200 års skoleerfaring. https://www.folkeskolen.dk/1847475/inden-stoevet-helt-har-lagt-sig

Og med hjælp fra en lille udvalgt skare af statistik- og evidensbegejstrede forskere fik de alle undervisningens opdagede margueritruter rettet ud til læringens hovedveje.

Det, der er sket, er måske bedst beskrevet i Lars-Olof Franzéns De rigtige elskere fra 1980'erne, hvori han beskriver samarbejdet hen over midten i politik: Den ene halvdel kæmper for frihed og illoyalitet, den anden for solidaritet og ufrihed. Og udkommet er illoyalitet og ufrihed.

Hvis vi læser det med reformens sprogbrug, så hedder det konkurrence og kontrol; de to motorer i den læringsmålstyrede skole. Og årsagen skal findes i de to parters fascination af excelarkene.

Hvad jeg har oplevet indtil reformen, var en skole, der bestræbte sig på at bygge på solidaritet og frihed. Jeg har i danskundervisningen fået inspirationen fra både Brandes og Grundtvig. Begge de store personligheders mest indædte disciple ser den anden som Satan selv, men i udviklingen af folkeskolen var både det kritiske og folkelige, det internationale og nationale, det frie og det fælles aktiver. Og hvordan kunne dette lade sig gøre: fordi begge de store tænkere var drevet af ånd!

Derfor er det skønt, at du nævner din gamle lærer fra Silkeborg Seminarium, Ole Sørud, som akkurat som andre markante læreruddannere udi danskfaget var ånd helt ind til benet! Hans kollega Johannes Fibiger talte jeg omkring reformen med i en konferencepause, og han sagde, at selvfølgelig ville kommede dansklærere være uddannet, men de ville være uvidende om, hvad de var gået glip af som følge af reformen.

Det er her, det er så væsentligt, at de erindrende bistår de nye, ikke for at genskabe de gode gamle dage, for de rækker ikke i dag, men for at give målermændene ånd til stregen.

Der er for mig at se mange knaster på vejen, og dem vil jeg høvle lidt på i de næste blogindlæg. Her vil jeg blot fremhæve, at forudsætningen, for at vi kan genskabe en skole, der lever op til folkeskolens formål, er, at lærerne får læringsmålenes instrumentalisme afløst af en tilbagevenden til undervisningens fortolkningsrum.