Får vi karakterer for det?

Når jeg møder eleverne i 8. klasse, er det meget tydeligt, at karakterer optager dem. Det er vel ikke så mærkeligt. Det er noget nyt for dem at få karakterer, men de har længst luret, at det er noget, omgivelserne går op i.

Jeg plejer at svare dem, at alt hvad de siger og udretter i vores timer, indgår i min samlede bedømmelse og dermed karakteren. Alle diskussionerne, deres spørgsmål, fortolkninger af kilder, faktaviden om religionerne osv.

Det er uinteressant

Min næste sætning er derefter, ”men karakterer er dybest set uinteressante”. Det rejser en storm af protester. Eleverne hævder, at det jo er karaktererne, der bestemmer, hvad man kan blive til, og hvor god man er.

”Man kan jo ikke vide, om man skal gøre det bedre så, hvis du ikke giver karakterer”, er en ofte forekommende bemærkning.

Hvad er vigtigt

Og de har jo ret, de unge mennesker. Fra 8. klasse til en gang hen i tyverne bliver karakterer noget, der i den grad afgør, hvilke muligheder, man har for at uddanne sig. Det anerkender jeg fuldt ud. Samtidig ser vi et voksende præstationspres, som de unge (og samfundet) lægger ned over sig selv. Kan man blive et dannet og uddannet menneske, hvis karaktererne er det eneste, vi fokuserer på?

Karakterfri undervisning – næsten

De tre hold, jeg afslutter i år, har fået tre karakterer pr mand. To standpunkts- og en årskarakter. Det er første gang, jeg konsekvent har udeladt at sætte tal på. I stedet har jeg efter hver fremlæggelse og efter debatter fortalt, hvad der virker, og hvad der kan gøres bedre. Jeg fortæller i starten af hvert forløb, hvad der er fokus på.

Det giver frustrationer i starten, men efterhånden er der ingen, der protesterer. Der er heller ikke nogen, der har været overraskede over deres standpunktskarakterer. Her i 9. er der ingen, der har spurgt, om de får karakter for en fremlæggelse – de ved de får respons, og det har de det godt nok med.