Få råd til mere

'Folkeskolen er fin' - er overskriften på et indlæg i Folkeskolen nummer 36 af Anne-Marie Meldgård - skolepolitisk ordfører for Socialdemokratiet. Og jeg kan tilføje, at det er skolepolitiske ordførere også- altså fine. Og indtil forveksling bemærkelsesværdige ens. Rød eller sort? Odøren er den samme.

Om det er Bertel Haarder, Frank Dahlgaard eller Anne-Marie Meldgård er et fedt.

Bevares - ordvalget varieres. I nærværende tilfælde er det klistrede og servile fremherskende. Ligesom tonen kan være hadsk eller vammel. Det foreliggende indslag hører til kategorien af den opkastningsstimulerende slags.

Men skrælles den ydre klædebon væk, er budskabet det samme: En formindskelse af F-faktoren, er det sesam, der skal forny og udvikle folkeskolen. Og ikke at ville renoncere på dele af denne størrelse er også i Anne-Marie Meldgårds univers at lide af berøringsangst og mangle vilje til nytænkning.

Heller ikke hun har fattet, at folkeskolelærerne for længst har overskredet grænsen for, hvad de magter fysisk og psykisk.

Også hun tror, hun kan lave tryllekunster med U-, F- og Ø-faktorene.

Hun afslører hensynsløst, at også hun tilhører en voksende gruppe af politiske anakronismer, der ikke lader sig opdatere. Teknikken slår simpelthen ikke til.

Og når hun har mediebevågenhed, er det ikke på grund af indsigt og format, men kun fordi hun besidder politisk position og titel. Men hvor er det synd for Anne-Marie Meldgård, at hun i Det fri Aktuelt i sommerferien blev citeret for at have sagt, at lærerne er dovne, når hun nu ikke mener det - længere.

Sådan går det ofte i agurketiden, når man selv leverer grøntsagerne.

Niels Christian Christensen

Bagterpskolen, Hjørring