F2000 er kørt af sporet

De tre parter, der indgik den famøse aftale om 'Folkeskolen år 2000', var begejstrede for aktionsplanen. Alle var enige om, at nu skulle folkeskoleloven gennemføres, nogle sagde også implementeres, men det var vel kun for at blære sig. Men hvad skete der egentlig? Hvordan blev pligterne fordelt mellem de tre parter?

Staten, ministeriet, var part i det ene hjørne. For dem var det nemt nok. Ministeriet holder fast i kursen, efter at Folketinget har bestemt, i hvilken retning skolen skal bevæge sig. Folketinget er på forhånd blevet rådgivet af en masse pædagoger, mest skrivebords-slagsen, folk, der brænder så varmt for en pædagogisk tanke, at der ikke længere er tid til den praktiske undervisning.

Men altså, staten udstikker målene for skolens udvikling: Kom, vi rider den vej!

Den anden part er jo Kommunernes Landsforening. Denne part tager ansvaret for økonomien, betaler for lærernes tilstedeværelse i skolerne, betaler undervisningsmidlerne, betaler skolebygningerne, sørger for uddannelsen af lærerkræfterne. Det er selvfølgelig en streng opgave, det ved vi, at skulle betale for det, andre blot forlanger.

Tredje part er så os lærere. Vi udfører det praktiske arbejde med børnene, tænker og sveder, underviser, forklarer, lytter, diskuterer, samtaler med forældrene. Det er det, vi kan og vil, undervise, det kan de andre ikke.

På et kursus i kreds 134 forklarede kontorchef Torben Kjærgaard fra Kommunernes Landsforening forsamlingen, at der i efteråret 2000 ville blive foranstaltet en undersøgelse af, hvor langt man var kommet med projektet, og spurgte også til, om Lærerforeningen som den tredje part kunne tænkes at ville forlænge aftalen, hvis man nu ikke var helt færdig med gennemførelsen af de høje tanker.

Herudover truede Torben Kjærgaard folkeskolen og kommunerne med, at staten var parat til at overtage den kommunale folkeskole, hvis ikke udviklingen var kommet langt nok frem på evalueringstidspunktet. Denne vision formåede ikke at skræmme ret mange af de tilstedeværende.

Jeg har lært mindst to ting af dette forløb, nemlig for det første det banale, at når man indgår en aftale, fordrer det, at man har sit bagland med sig, og som nummer to og lige så vigtigt: en aftale skal beskrive, hvordan parterne er forpligtede.

Det nytter ikke bare at konstatere, at her har de tre parter mødtes, hurra, og givet hinanden håndslag. Det skal beskrives, hvem der har ansvar for hvad.

Som det ser ud nu, har ministeriet ingen problemer, ministeriets eget evalueringsinstitut står snart parat til at gå ud og dele karakterer ud. Kommunerne melder i vid udstrækning hus forbi, de har ingen penge og slår beklagende ud med armene: mangler I timer, undervisningsmidler, lokaler? Desværre, vi må også tænke på de gamle og førskolebørnene!

Tilbage er så lærerne, vi kan bare give den en ekstra skalle, oppe os.

DLF må holde sig fra den slags aftaler eller i det mindste sørge for, at de to andre parter ikke kun er forpligtede på at fremsætte krav.

Mogens Clausen

Trustrup

Forkortet af redaktionen