Et religiøst anliggende

Med sønderknusende vægt maner psykolog, cand.pæd.psych. Erik Thyge Nielsen et arsenal af ubestemte autoriteter frem til underbyggelse af en samling begreber, der blandt andet skal sætte børn i stand til noget så respektindgydende som at tage ansvar for eget liv, hvad der vel til syvende og sidst nærmest er et religiøst anliggende. Lad os eksempelvis tage begrebet ansvar, for så vidt som jeg vist ikke har anfægtet det positive i samarbejde, tillid til barnet, ligeværdet og andet godt fra det sprudlende overflødighedshorn, hvordan Thyge Nielsen så ellers har kunnet få det indtryk. For Thyge Nielsen skriver, at han i relation til pæd.soc.fil.- og psych.-teoretikere kan fremsætte en række præmisser, der på logisk vis underbygger hans syn på begrebet ansvar. Nu er ansvar som bekendt et grundbegreb, der aldeles ikke får sit betydningsindhold gennem logiske slutninger, men gennem tiderne ved folkeklig brug. Og når bortses fra den ødelæggelse af begrebet ansvar såvel som af andre begreber, der har fundet sted for at få den nye skolelov til at tage sig tilforladelig ud, så medfører et pålagt ansvar altid risikoen for, at man pådrager sig en skyld, der igen medfører konsekvenser. For et ansvar uden konsekvenser er et tomt begreb. Men når det gælder undervisningen i skolen, er det selvfølgelig skolen, det vil sige læreren og lederen, der bærer ansvaret. Derfor er talen om, at børnene skal lære at tage ansvaret for egen læring, nok en smuk tale. Men det er vrøvl. For det får ingen direkte følelige konsekvenser for børnene, hvis de ikke lever op til ansvaret. Kun hvis skolen har leveret den gode vare, hvad skoleloven imidlertid gør alt for at forhindre, må eleven ved udvist forsømmelighed selv bære konsekvenserne. Men i så fald er de ikke et resultat af et ansvarssvigt, men af en forsømmelighed, som det igen er skolens ansvar at forsøge at dæmme op for.

Vagn Madsen

viceskoleinspektør, Brønderslev