Et lille skoleeksempel

Skole-hjem-samtaler er et ritual, som er næsten lige så gammelt som skolen selv. Mange lærere gennemfører dem stadig efter samme skabelon, som blev brugt, da de selv gik i skole. Forældrene møder op, der er kaffe og kage, og lærerne fortæller om eleven.

De fleste lærere ser også ud til at være tilfredse med samtalerne. Det viser i hvert fald en lille undersøgelse, som redaktionen har gennemført i Folkeskolens Lærerpanel. Så alt er godt?

Måske alligevel ikke. Da man på en skole satte sig for at undersøge, hvad forældre og elever fik ud af samtalen, var det lidt af en øjenåbner. Forældrene syntes ikke, at de fik ret meget at vide, og eleverne kedede sig.

På den baggrund udviklede læreren en model, hvor talerækkefølgen blev vendt rundt. Eleverne fremlægger nu selv og fortæller om deres undervisning og trivsel. Derefter kommer forældrene på banen, og først til sidst taler læreren med udgangspunkt i elevens fremlæggelse.

Eleverne synes, det er sjovt. Som en siger: "Det gik virkelig godt, og jeg lagde slet ikke mærke til min mor". Både forældre og lærere synes, at de lærer noget nyt om eleven.

Sådan lyder en lille succeshistorie af den slags, som foregår på rigtig mange folkeskoler hele tiden.

Kigger man nærmere på fortællingen, er der dog meget at blive klog af:

For det første har en skole-hjem-samtale tre parter, som alle har en rolle. Derfor nytter det ikke, hvis forældrene oplever sig reduceret til statister. For det andet er den et skoleeksempel på, hvordan man kan udvikle stille og roligt. Forsøge sig med noget andet - men ikke straks købe et færdigt koncept. Endelig er der afsat tid til samtalen. I en tid med forældrekritik af folkeskolen er lyttetid givet godt ud.

Så nu skal alle bare gøre sådan? Nej, netop ikke. Men der kunne godt herfra lyde en opfordring til at ruske lidt op i det tudsegamle ritual. Til glæde for alle parter.