Et juleeventyr

De tre lærere inde i bladet er ualmindelige, fordi det er sjældent, at almindelige mennesker/lærere går ud i medierne og fortæller om noget, der kan gøre ondt. Almindelige, fordi deres oplevelser kunne ske for alle lærere og stiller spørgsmålet: Hvad ville jeg selv gøre i den situation?

Jeg følte stor opbakning, og det virkede, når man tog sagen gennem medierne

De var drevet af et ønske om at gøre en forskel. Det drejer sig om en af de lærere, som var whistleblower over for Folkeskolen omkring snyd på Søndervangskolen i Aarhus, trods frygt for at det kunne skade hendes lærerliv. En anden er en lærer med ADHD, som alligevel er blevet lærer og er glad for det.

Jeg føler mig forpligtet til at oplyse om at være kvinde med ADHD - og lærer

Og endelig har vi talt med den lærer, som inviterede et tv-hold ind i sin klasse for at overvære en ofte turbulent hverdag. Han var godt klar over, at tv ikke ville sende sekvenserne, hvor klassen holder havefest og klipper julehjerter. Det blev til den meget omtalte dokumentar "Smertensbørn".

Jeg kunne komme med mit budskab, og jeg syntes, at det var det rigtige at gøre

Alle beretter om nervøsitet og angst. Hvordan ville reaktionerne blive? Fra kolleger, arbejdsgivere og offentligheden. Men erfaringerne er - overraskende nok - næsten udelukkende positive. De har fået masser af henvendelser a la "det kender jeg godt" og "tak, fordi du fortæller om det". De få negative reaktioner er druknet i varmen.

Det er overraskende, al den stund at vi på Folkeskolen ofte har fortalt det modsatte: Ytringsfriheden er under pres, og lærerne dukker hovedet for ikke at komme i klemme. Og den historie er stadig sand.

Men det er vigtigere end nogensinde, at lærere, der arbejder i folkeskolen, deltager i den offentlige debat og fortæller fra hverdagen. Så læs og lad dig inspirere.

Og så ikke et ord om corona. Rigtig god jul.