En ny rapport fra HistorieLab konkluderer blandt andet, at historiefaget har svære betingelser, når det drejer sig om at sikre faglig progression op gennem folkeskolen. Det handler primært om kompetencedækningen i historiefaget, der er lav i indskolingen og på mellemtrinnet. De faguddannede lærere placeres typisk i udskolingen for at varetage historie som prøvefag. Det giver for så vidt god mening. Problemet opstår naturligvis, hvis undervisningen de første seks skoleår er delvis mangelfuld, fordi lærerene ikke har erfaringen eller uddannelsen.
Et fortsat lille fag
Historie er fortsat at regne blandt de mindre fag i folkeskolen. Det har ikke samme status som på gymnasierne, og i virkelighedens verden prioriteres lærerkræfterne på de større fag. Det bidrager desværre til det nærmest symptomatiske knæk mellem mellemtrin og udskoling, hvor vi skal tage fat på at lære vores elever om historiske problemstillinger, systematisk, kritisk kildearbejde med tolkning og analyse samt diverse historiefagbegreber, som eleverne ikke har mødt før. Der ligger en oplagt udfordring i at højne et fag som historie, således at vi kan mindske det faglige spring fra mellemtrin til udskoling.
I direkte forlængelse heraf kunne man måske med fordel rette blikket mod den historieundervisning, der foregår på gymnasieniveau. Ikke alle elever skal gymnasievejen, men jeg ser ikke noget til hinder for, at man som udskolingslærer indhenter viden om historieundervisningen i elevernes videre uddannelsesforløb. Der ligger formentlig en del inspiration at hente. Jeg har på det seneste læst og omtalt historiebøger for gymnasiet, og bortset fra at stoffet er markant mere teksttungt, ser jeg ikke et decideret kvantespring i selve den faglige tilgang. Det handler om tilegnelse af historisk viden og tolkning af kilder. Det burde eleverne have forudsætninger for, når det rammer gymnasiet.
God majaften derude.
https://www.folkeskolen.dk/634330/naar-dine-elever-starter-paa-gymnasiet-skal-de-laere-historie-forfra#634799
Et helt historiefag i folkeskolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.