“Et græsstrå i vinden” – om nyttige og unyttige tekster i danskundervisningen

Jeg er blevet fast gæst på de årlige, udbytterige konference med titlen ”Dansk i mange retninger – et fagdidaktisk møde” på UCC, hvor dansklærere fra alle niveauer samles for at diskutere danskundervisning. Det er Nationalt Videncenter for Læsning, Pofessionshøjskolen UCC, Dansklærerforeningen, Institut for Kulturvidenskab, Syddansk Universitet, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet, og DPU, der er arrangører.

Her falder skellet mellem danskundervisningens niveauer, og en samtale på tværs af uddannelserne kan etableres.

Den 5. marts i år var temaet skønlitteraturens nytte. Hvad skal vi med den? Hvordan kan vi begrunde beskæftigelsen med den skønne litteratur, når effektiv kommunikation og alt, hvad der kan måles og vejes har fortrin i alle andre sammenhænge?

Efter min mening er valg af et væsentligt og inspirerende indhold afgørende for en vellykket undervisning. Det er ikke nok at kunne formulere præcise mål. Formulering af præcise mål uden faglig indsigt er nærmere skadeligt.

Det er af afgørende betydning, at læreren har en dybtgående og bred viden om mulighederne i sit fag og er engageret i dets indhold.

Mit eget engagement omfatter naturligvis den uundgåelige skønlitteratur, men der er lige så store dannelsespotentialer i mange sagtekster, billeder og medieproduktioner og i den mundtlige samtale, i retorikken, drama og i en opdagende skriveproces. I Fælles Mål virker det som om fortolkning er reserveret til fiktive tekster. Det er en skillelinje, jeg ikke kan følge.

Afgørende for, at der bliver tale om dannelse er både teksternes potentiale og lærernes tilgang til læring. Men skønlitteraturen er stadig en af hovedhjørnestenene i dansk.

Og hvilke argumenter skal man så bruge, hvis man skal slås for den stærkt nedprioriterede skønlitteratur?

På konferencen lyttede 300 danskelskere til en forelæsning af professor Atle Skaftun fra Norge. Han har bl.a. skrevet bogen ”Litteraturens nytteværdi” 2009.

Hans oplæg var et opgør med en snæver nyttetænkning. Med udgangspunkt i et bredt literacybegreb argumenterede han for at skabe rum til arbejde med skønlitteratur. Han er inspireret af russeren Bakhtins dialogiske tankegang. Studiet af stemmer i det litterære univers er hans hovedemne. En ny tilgang til litteraturundervisning kunne være at fokusere på de stemmer, der taler i værkerne. Det kan bl.a lære os, at vi med vores stemmer er med til at skabe vores medmennesker og præge den situation, dialogen forekommer i.

Han demonstrerede sin metode og argumenterede for, at denne indlevelse i teksten i høj grad skaber empati og forståelse for vores kultur og opdrager til medleven i et demokratisk samfund.

”Et græsstrå i vinden” er titlen på en ny bog af Erik Skym Nielsen, der rummer samtaler med forfatteren Jens Smærup Sørensen. Titlen er inspireret af slutningen af ”En landsbydegns dagbog”, et værk, som både Jens Smærup Sørensen og Erik Skym Nilesen betegner som litteratur i verdensklasse.

Erik Skyum Nielsens indlæg var i sig selv et lille, sprogligt kunstværk. Han argumenterede for skønlitteraturens nytteværdi. Det kan på en række områder gøre eleverne empatiske og sprogligt bevidste borgere, nuancerede tekstlæsere og sprogbrugere, men samtidig er det paradoksalt at fremføre en sådan argumentation for et område, der netop ikke har sin styrke i det letmålelige, men i det vanskeligt målbare, det tvetydelige og det uoversættelige. Skønlitteraturens største kvalitet er ikke, at den skaber effektivt kommunikerende nyttige borger, men elever, der forundres og stiller sig nysgerrigt spørgende an til tilværelsen. Litteraturens største nytteværdi er dens unytte.

Litteraturen er ikke en gengivelse af tanker, der er tænkt, men tanker som presser sig på, og som kommer til live i en skabelsesproces.

En række forskeres indlæg om emner inden for litteraturpædagogik leverede resten af dagen både argumentation for skønlitteraturens nytte og unytte. De tager skønlitteratur og dens inddragelse i en samtale i klasseværelses alvorligt, men det emne vil jeg fortsætte med i et andet indlæg.

Netop hjemkommet fra en inspirerende konference i Dansk Forfatterforenings regi på Hald Hovegård ved Viborg med gode foredrag, givende samtaler med kolleger og naturskønne oplevelser er jeg nu i den rette stemning til at gøre noget unyttigt: at gå løs på Blichers samlede værker, som jeg har arvet fra min morfar. Blichers model til de oprørske, uregerlige, lidenskabelige kvinder i noveller som ”En landsbydegns dagbog” og ”Eneste barn” mødte han som barn på Hald.