Et arbejdsseminar løber grassat

Det er virkelig svært at tage de pædagogiske badutspring helt alvorligt. Men det tragiske er, at vi er ved at drukne i dem, og at de altså skal tages alvorligt. Med udgangspunkt i fokuspunkt 2, den med udfordringer til den enkelte elev, truer den danske skoleverden med at gå helt grassat. I en euforisk juhu-stemning slutter et arbejdsseminar op om Ole Albæks medrivende forkyndelse af det totale kaos, der garanterer en befriende ødelæggelse af en træls, traditionsbunden, verdensformidlende undervisning, men som stiller eleven over for en udfordring, som ingen aner konsistensen af. Hvornår udfordres en elev? Er der måske ikke udfordringer i en hvilken som helst vidensformidlende interaktion mellem en lærer og en klasse elever? Jo! Er der måske ikke udfordringer i at sidde passivt og lytte til Ole Albæk. Jo! Destruam ut ædificabo, som det viltre, revolutionære forbillede Proudhon sagde. Spræng skemaet i stykker, som hans efterligner i god nihilistisk stil eftergør. Det er ikke videnskabeligt bevist, at vores gennem år udviklede lektionsdelte undervisning er den bedste, siger Albæk. Nej, selvfølgelig ikke. Den er jo erfaringsudviklet. Men Albæks model, hvorefter ingen elev kan lære om Valdemar Sejr uden først at bruge denne viden uden for klasseværelset, er i hvert fald slet ikke videnskabeligt udviklet. Den er hverken videnskabelig, religiøs eller ideologisk. Den er nærmest idiotisk. Og hvor havner Albæk henne, hvis han afsværger al den viden, eleven bare reproducerer. Er viden, der reproduceres, måske ikke anvendelig viden?

Vagn Madsen

Brønderslev