Er vi alle ens

Djon Bak og Bo Nielsen, Vejle, har flere gange spurgt, om vi alle er enige i hovedstyrelsen. Altså enige om kravene til vores kommende arbejdstidsaftale.

Kongressen vedtog næsten enstemmigt DLFs krav. Betyder det så, at vi alle er enige?

Ja, vi er enige om de krav, vi nu stiller til vores modpart. Vi er enige om retningen, vi går i. Men det vil garanteret vise sig, at når der foreligger en aftale, vi skal stemme om, så er det ikke alle kongresdelegerede, der fortsat er enige. For jo længere hen i forløbet vi når, des mere konkret bliver aftalen.

For mit vedkommende er garantierne i en kommende aftale vigtige. Det har jeg gentaget på flere møder. Mit eget bagland er enigt. Jeg vil gerne en ny aftale, vejen er rigtig, men

Lærerne må ikke gennemsnitligt komme til at undervise mere på grund af aftalen.

Det maksimale undervisningstimetal må ikke være for højt. I 1993 var det under 25 ugentlige lektioner, altså under 750 årlige timer, undervisningen i dag er mere krævende end for ti år siden.

Der må ikke kunne pålægges flere opgaver, uden at der gives mere tid.

Lærerne skal have råderet over den samlede undervisningsopgave. Det betyder også, at man selv eller teamet bestemmer, hvor meget tid der er til hver opgave, herunder tiden til individuel forberedelse

Når vi i hovedstyrelsen tager stilling til den endelige aftale med konkrete tal kan det godt være, vi ikke længere er enige.

Jeg håber, vi fortsat er det. Men ovenstående skal være opfyldt, for at jeg kan stemme for den endelige aftale.