Er målstyret undervisning dannelsens modsætning?

Aldrig har jeg hørt dannelse diskuteret så meget på lærerværelset, som jeg gør nu. Efter de forenklede fælles mål og den deraf følgende målstyrede undervisning er blevet offentliggjort, er det samme spørgsmål blevet stillet igen og igen. Hvor er dannelsen?

Undervisningsministeren har gentaget det gang på gang. ”Alle børn skal blive så dygtige, som de kan”. Det er svært at være uenig i. Selvfølgelig skal de det. Men hvad skal eleverne med alle disse færdigheder og al denne viden, hvis de ikke kan anvende den i en samfundsmæssig, mellemmenneskelig kontekst? Kan man som menneske forholde sig til et fags stof, hvis man ikke kender den historiske, kulturelle ramme, man skal bruge stoffet i?

Kan man tale om læring uden dannelse?

Efter min bedste overbevisning er svaret nej. Som lærer er jeg derfor nødt til at finde dannelsen i de færdigs-videns par, jeg er forpligtet på. Er dannelsen så at finde deri?

Ja! Et par eksempler kunne være:

Etik 9. klasse:

Eleven kan reflektere over etiske principper og moralsk praksis i mellemmenneskelige relationer

og

Eleven har viden om etik og moralsk praksis i et mellemmenneskeligt perspektiv

kristendommens historie 6. klasse:

Eleven kan gengive centrale begivenheder i kristendommens historie, med særlig vægt på danske forhold

Og

Eleven har viden om centrale begivenheder i kristendommens historie, med særlig vægt på danske forhold

Man kunne stille spørgsmålstegn ved, om det har været ministeriets hensigt at formulere målene således, at lærerne kan bruge dem som argumentation for dannelses berettigelse i fagene. Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvorfor vi som professionelle lærere er nødt til at søge efter argumenter for, at vi skal beskæftige os med dannelse. Man kan sætte spørgsmålstegn ved om dannelse kan måles. Men man kan ikke sætte spørgsmålstegn ved, om dannelsen skal være en del af den danske folkeskole. For uden dannelse, ingen læring. Uden læring ingen udvikling. Uden udvikling hvilket samfund?