Er jeg uddannelsesparat?

Foto: flickr.com/GotCredit

Jeg har det stramt med UPV’en. Og dette på trods af at jeg ved, at vi jo faktisk bare forsøger at hjælpe den unge på rette spor. Måske skal der lidt ekstra fokus på det faglige i matematik, eller måske skal man hjælpes til at blive bedre til at møde til tiden om morgenen. Fint nok. Men behøver vi en formel vurdering i den ene digitale formular efter den anden, samtaler med uddannelsesvejlederen og breve i e-Boks for at slå de ting fast?

Big brother is watching you

Når man er fjorten år og elev i det danske skolesystem, er man efterhånden vant til at blive målt og vejet. Man bliver testet i alle fag, man får karakterer og faglige mål, man skal arbejde hen imod. Det handler om at lære og at dygtiggøre sig. Fremad. March! Men med UPV’en måles og vejes man som ung også på det personlige og det sociale plan. Alt skal dokumenteres, så det senere kan bruges i begrundelsen for UPV’en. Som ung skal man træde varsomt. Big brother is watching you.

Jeg vil have tid med mine elever

Jeg er som lærer ikke fan. Jeg vil gerne hjælpe mine unge mennesker i 8. klasse på rette vej. Jeg vil gerne guide dem, så de ikke rammes for hårdt af virkelighedens ubarmhjertighed, når de forlader folkeskolen. Men det behøver jeg ikke en UPV for at gøre. I stedet vil jeg have mere tid sammen med dem. Elevsamtaler, hyggestunder, sociale arrangementer. T-I-D. Til at snakke med dem og deres forældre. Til at lære at kende uden at skulle dokumentere. Og til at fortælle dem, at de faktisk er gode nok helt, som de er.