Er jeg madkundskabens svar på Zlatan?

Vi udstiller os selv og vores hjem i virtuel undervisning. Vi tager eleverne og de forældre, som måtte arbejde hjemme med ind i vores private hjem. Jeg i mit køkken. Der er nogle grænser, som der bliver overskredet. Men jeg lever med det. Faktisk har jeg det fint med det. Rigtig fint endda!

Kender du følelsen af ikke at blive anerkendt som skolelærer?

Den tror jeg, vi er mange, som kender til.

Du planlægger og omstiller dig i tide og utide. Det er en del af lærerarbejdet.

Jeg sad og nød min formiddagskaffe med en cupcake fra den netop overstået virtuelle undervisning, da jeg stødte på to artikler i fagbladet Folkeskolen (Nr. 05).

Den første handlede om statisk og ros til lærerne for det virtuelle arbejde. 24 % af forældrene har fået et mere positivt syn på lærerne. Jeg blev glad og kunne nikke genkende hertil.

Den anden handlede om, hvordan en idrætslærer var blevet mobbet i det virtuelle rum. Jeg blev ked af det, og fik også lidt dårlig samvittighed…

Til ikke fodboldinteresseret læsere

Zlatan Ibrahimovic er en svensk fodboldspiller – blandt verdens bedste angribere – trods sin alder på 39 år. Han er en legende!

Det fede ved Zlatan er, at han ikke lægger skjul på, at han er blandt de bedste. Han er en flab, en ækvilibrist med bolden, og han er dødens farlig på hele modstanderens banehalvdel. Slår du op i en antonymordbog under Janteloven, vil antonymet hertil være ”Zlatan”.

Og hvorfor så dette fodboldsidespring?

Jamen jeg føler mig ski til tider som Zlatan

Aldrig har jeg fået så meget ros for mit arbejde i mine 12 år som lærer! Forældre skriver til mig på Aula og sociale medier, og fortæller hvordan madkundskab giver et fantastisk afbræk i deres og børnenes hverdag efterfulgt af en masse ros til undervisningen. Og det kan man ikke få nok af.

Det til trods for, at jeg gør tingene på nogenlunde samme måde som på skolen.

Men forældrene kan følge min undervisning i det virtuelle.

Dilemmaet…

Jeg får lidt dårlig samvittighed, når det kører for mig, men at der er andre, som ikke trives i det virtuelle – og bliver decideret mobbet. Dernæst er der jo hele polemikken med elevernes ve og vel og ensomhed i det virtuelle.

Jeg trives i det og har vis succes, men der er også så mange andre faktorer i en genåbning – specielt i et nærkontaktsfag som madkundskab. Hvad pokker gør vi ved disse?

Det er en hårfin grænse mellem personlig trivsel og andres behov.

Når alt kommer til alt, vil jeg savne den virtuelle undervisning. Når det bliver hverdag, kommer forældrene ikke op på skolen og klapper mig på skulderne.

Bevares, jeg overlever, men det er altså også lidt dejligt.

Det bliver nu også godt at komme tilbage.

Og så er vi tilbage ved start. Er du klar til at komme tilbage i skole, eller trives du faktisk også i det virtuelle?

Lad mig vide, hvad du tænker.

Med venlig hilsen

En madkundskabslærer, som føler sig som Zlatan