Er formanden blevet rablende gal

Jeg var på vej hjem og hørte middagsradioavisen. Der ville komme et indslag om slidte skolebøger, så jeg skruede godt op. Da indslaget kom, troede jeg ikke mine egne ører.

DLFs formand gik ind for, at man skal skaffe penge til nye skolebøger ved at skære i timetallet og antallet af lærerstillinger. Er DLF og/eller formanden blevet vanvittig?

Vi skal have en god skole med dygtige elever, som får flere undervisningstimer. De skal undervises af dygtige og engagerede lærere. Det sidste får vi ved gennem gode løn- og arbejdsvilkår at gøre det attraktivt at være lærer.

Og så skal vi naturligvis have de undervisningsmidler, der er nødvendige for at gennemføre en ordentlig undervisning i overensstemmelse med de retningslinjer, ministeriet udstikker.

Det skal DLF og Anders Bondo Christensen arbejde for, og kan formanden ikke finde ud af det, må vi sørge for, at hans formandsperiode bliver lige så kort, helst kortere, end forgængerens. Jeg har i hvert fald ikke ret megen lyst til at betale til en formandsløn, når den bruges til at sælge »mit« job for en ny danskbog.

Svar

Jeg håber da ikke, at jeg er blevet rablende gal. Jeg tror i øvrigt, at jeg er meget enig med Flemming Østergaard. Jeg har givet udtryk for, at det er nødvendigt ikke ensidigt at fokusere på kvantiteten, men også på kvaliteten af undervisningen. Det nytter ikke noget, at kommunerne år efter år sparer, men vil fastholde det samme undervisningstimetal til eleverne, hvis det betyder, at mulighederne for efteruddannelse, lejrskoler, nye materialer, tolærerordninger forsvinder. Det vil ødelægge muligheden for kvalitet i undervisningen.

Jeg har ikke sagt, at lærere skal gå ned i løn eller have dårligere arbejdsvilkår for at finansiere nye undervisningsmaterialer. Tvært­imod har jeg gang på gang understreget betydningen af lærernes engagement for kvaliteten i undervisningen. Jeg er overbevist om, at fire undervisningstimer med en lærer, der har overskud og engagement, er mere værdifuld for eleverne end seks timer med en lærer, der er presset i bund, fordi man har fjernet grundlaget for at lave en god undervisning. Jeg er godt klar over, at nogen kommuner er så økonomisk presset, at de er tvunget til at gennemføre besparelser over stort set hele linjen, men det fritager ikke politikerne for at tage et medansvar for besparelserne. Ved den meget stærke fokusering på antallet af undervisningstimer bliver det skolerne og lærerne, der står tilbage med aben, og det bliver kvaliteten af undervisningen, der taber.

I radioavisen har jeg sagt: »Hvis vi fortsat vil bevare kvaliteten i undervisningen, så bliver man nødt til at tage den meget ubehagelige diskussion, om det er nødvendigt at nedsætte elevernes undervisningstimetal«. Jeg er helt klar over, at det kan opfattes som en kontroversiel udtalelse, men jeg mener, at det er en nødvendig udtalelse, hvis vi i forhold til den givne situation i mange kommuner skal varetage skolens og lærernes interesser. Vi skal naturligvis kæmpe for, at skolerne bringes ud af den økonomiske klemme, som de er i. Vi kan imidlertid ikke bare vente på, det sker, mens vi konstaterer, at lærernes muligheder for at lave en god undervisning bliver stadig vanskeligere.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF