I OK15-aftalen hed det sig, at man ikke kunne blive enige, og at Lov409 derfor fortsat ville være styrende for lærernes arbejdstid. I stedet for aftalen blev der udarbejdet et politisk papir (bilag 4), som skulle fordre, at lærere og ledere kunne lykkedes med deres opgave. Desværre var ordlyden for vag, hvorfor jeg, med udsigt til manglende økonomiske ressourcer i kommunerne, måtte forvente, at ønskerne med det politiske papir ikke kunne realiseres tilstrækkeligt. Derfor blev anbefalingen et “Nej”.
I OK18-aftalen hedder det sig stadigvæk, at man ikke kan blive enige. Baggrunden for uenigheden skyldes, at man har forskelligt syn på, hvordan Lov409 påvirker driften af skolen og lærernes arbejdsforhold. Derfor er man blevet enige om en afdækning af forholdene foretaget af en tredjepart. En afdækning som skal danne grundlag for fortsatte forhandlinger. Hvis vi stemmer nej til OK18 er det i mine øjne et nej til fortsatte forhandlinger og et ønske om et regeringsindgreb. Et indgreb der med høj sandsynlighed vil stadfæste Lov409.
Skal man så tro på, at KL vil indgå i fortsatte forhandlinger med et fornyet blik? Ja, det tror jeg på. KL er ikke det samme, som da forhandlingerne til OK18 blev indledt. Der er kommet en ny bestyrelse og nye politiske retninger. Allerede inden KL og DLF har stemt om overenskomstresultat, ser vi bevægelser på en ny start. KL har nedlagt implementeringsgruppen, der har overvåget implementeringen af bl.a. lærernes arbejdstid siden 2014. KL har meldt ud, at man lukker gruppen, da man i stedet ønsker at bruge kræfterne på at blive klogere i fællesskab med arbejdstagerne.
Urafstemningen for OK18 bliver i mine øjne en afstemning om fortsatte forhandlinger med et nyt KL eller en konflikt uden perspektiver og sandsynlig stadfæstelse af lov409 ved et regeringsindgreb. Derfor anbefaler jeg et “Ja”.
Patrick Schunck
Kredsstyrelsesmedlem, Kreds 134
Djurs Lærerforening
Er et “Ja” et ja til Lov409?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.