Jeg er 77 år og har dermed været ude af skolesystemet i 10 år. Så jeg kan næppe udtale mig om skolereformen. Jeg er bare glad for, at jeg nu bare er en almindelig pensionist.
Men lige to små historier: En god veninde fortalte mig, at hendes søn har taget et vikarjob på en kommuneskole. Han er kun 24, men er alligevel chokeret over elevernes holdning til skolearbejdet eller måske skolen i almindelighed. Han fortæller, at eleverne bare rejser sig og går midt i timen. Ikke nødvendigvis til toilettet, men som en af dem sagde, for at få lidt frisk luft. Og ved fravær: "Jeg var lidt uoplagt".
Er det almindeligt, eller er det kun på den skole? Der er i hvert fald noget galt, synes jeg. Men måske kan nogen "nutidige" belære mig om noget andet?
Historie nummer to: Jeg kørte på min benzindrevne invalideknallert ud af vores bebyggelse. Knallertkørsel er forbudt, men naturligvis ikke for denne slags.
En ung mand, ca. 15-17 år, pæn og nydelig at se på, stoppede mig og sagde, at jeg skulle stå af, for knallertkørsel var forbudt. Jeg prøvede helt forgæves at fortælle ham, at det var en tilladt invalideknallert, og at jeg jo ikke kunne skubbe den ud.
Han blev ved sit, og tilsidst røg det ud af mig: "Nej, det er da for dumt, det her".
Og så kom hans replik, som jeg stadig er fuldstændig rystet over:
"Hvis du kalder mig dum én gang til, så smækker jeg dig en. Du har bare at tale pænt til mig, er du med?"
Flere af minne venner har lignende oplevelser, og de synes som jeg, at vi er nået for langt.
Men det er måske bare mig.....?
Er denne holdning almindelig?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.