Ensidig bortforklaring af udbrændthed

Svar til Mads Hermansen i Folkeskolen nummer 14: Du mener, at skolens problemer skal løses ved positiv italesættelse. Det er jo da også billigere end de mere materialistiske løsninger, for eksempel jeg ville foreslå.

Du vil gerne have, at vi lærere holder mund med de problemer, vi ser, og går i gang med at tale positivt om folkeskolen, så der kan komme flere nye lærere – så du igen kan argumentere for, at en stor del af os skal fyres. Her påskønner jeg den venlighed, der ligger i, at du har sænket dit afviklingskrav fra 33 til ti procent af den danske lærerstand, men usympatisk er det at sparke til folk, der ligger ned – og det er det, du gør, ved din ensidige bortforklaring af udbrændthed. Her tænker jeg på din skråsikre udtalelse om, at der blot er tale om for svage præstationer.

Udo Rauins tyske undersøgelse viser, at dårlige lærere hurtigt får problemer, hvilket ikke er det samme, som at dygtige lærere ikke brænder ud. Din egen undersøgelse kategoriserer lærere efter værdigrundlag og siger i grunden ikke noget om arbejdsrelateret stress.

Du vil så gerne sige, at det er de såkaldte »traditionens vogtere«, som du ikke kan lide, der bliver syge af skolens krav – for så ville det jo være deres egen skyld. Der er imidlertid ikke meget belæg for denne antagelse. Ifølge Thomas Lunds artikel (Folkeskolen, marts 2007) er det snarere »problemknuseren«, der er i farezonen.

Ifølge mine egne iagttagelser afhænger risikoen af de os tildelte klasser (samt aktuel, personlig modstandskraft) – ikke af vores individuelle værdigrundlag.

Til sidst undrer det mig for resten, at du, med din begejstring for effekten af storytelling, endnu en gang udtaler dig negativt og nedladende om store grupper af lærere. Det er da ikke positivt.