Enhver so ...

»Enhver so synes bedst om egne grise«. En gammel talemåde, som illustrerer, at man vil beskytte det, man har kært. Det kan være egne børn eller familiemedlemmer, som man nok selv kan brokke sig over, men som man vil forsvare med næb og kløer, hvis de bliver angrebet af andre. Det samme er nok tilfældet med læreres forhold til folkeskolen.

Vi gør højlydt opmærksom på, at timetallet er for lavt til, at eleverne kan nå at lære det, de skal. At vores efteruddannelse halter bagefter i forhold til det, vi skal kunne. At vores arbejdsmiljø er så presset, at det betyder for højt sygefravær. At ...

Men når der kommer en bredside i medierne som den, vi har været vidne til i de forløbne uger, så forsvarer vi det, vi kritiserede før. Og med god grund, for kritikken er ofte overdrevet og fejlagtig. For eksempel stemmer den hævdede sygefraværsstatistik for de københavnske lærere ikke med virkeligheden, ligesom det heller ikke er rigtigt, at lærere »underviser i blinde«, som overskriften en dag lød på forsiden af et stort dagblad.

Gid debatten kunne pege på forbedringsmuligheder uden at nedgøre det bestående på et forkert eller forsimplet grundlag.

Når man sammenligner læreres kvalifikationer i Danmark med kvalifikationerne i lande, hvor lærere har kandidatgrad, er det rigtigt at konkludere, at der også i Danmark burde være en tættere relation til forskning i læreres grunduddannelse, daglige praksis og efteruddannelse. Men det er forkert at konkludere, at danske lærere ikke ved, hvad der virker, og at man derfor skal gøre op med metodefriheden. Didaktik er netop at vælge den rigtige metode til de elever, man har ansvar for, og som man kender. Hvem skulle i øvrigt vælge metode, hvis det ikke var læreren?

Lærerne ved, hvad der virker. Men selvfølgelig kan vi blive bedre til det. Forsøg med en femårig, forskningsbaseret læreruddannelse i samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter kan styrke lærernes valg af metoder.

Læreres viden om forskning i, hvordan elever lærer, kan danne bedre fundament for lærerens tilrettelæggelse af undervisningen, og viden om metoder fra forskning kan danne grundlag for lærerens refleksion over egen praksis.

Læreren kan med andre ord blive forsker i egen praksis. På den måde kvalificeres lærerens metodevalg; og det vil betyde et stort skridt fremad for skoleudviklingen i Danmark, at lærere endnu bedre kan forklare deres valg af metoder og sætte ord på deres viden om, hvad der virker i forskellige situationer.

»Gid debatten kunne pege på forbedringsmuligheder uden at nedgøre det bestående på et forkert eller forsimplet grundlag«