Endnu en ledende forsker bekender politisk-pædagogisk kulør

Skolens struktureres som en funktion, klasseværelser og børn er systemer. Lige fra børnehaveklasser skal der kæmpes om, hvem der kommer først til konkurrencestatspædagogikkens certifikater og sejrsskamler. Det er de værdier, der kommer først af alt. De værdier må vi bøje os for, hvis vi vil være med i OECDs og PISAs kapløb om tidens bedste placering over målstregerne.

Topstyrende embedsmænd med læringsmål og tests, med læringsagenter og læringsplatforme – alt sammen sanktioneret af politikere i Danmark og internationalt – jamen hvordan skulle vi kunne sætte os op imod sådanne magtfaktorer? Det er jo virkeligheden! Det er jo essensen! Sådan synes det fremført af endnu en leder, ud af efterhånden mange, i den pædagogiske verden, se dette link. http://www.folkeskolen.dk/587197/klassevaerelset-som-socialt-system#587232

Men så længe der er liv, er der håb! Det er godt nok magtfulde størrelser, der i dag sætter den politisk-pædagogiske dagsorden, men hvem er det, der bestemmer i det her samfund? Har vi ikke stadig en demokratisk styreform?

Hvis vi lærere og uddannelsesfolk vil sætte os op imod den centralistiske og udemokratiske styring, skal vi tage bladet fra munden og udtale os politisk-pædagogisk.

Altså: Sige fra overfor, og kritisere, den ene lærebog efter den anden, der spreder struktur- og systemtankegange ud til kommende lærere, pædagoger og uddannelsesfolk. Sige fra over for grundsyn, der sætter livet og tilværelsens mangfoldighed og problemfyldthed i anden række. Sige fra over for nogle teoretiske systemer, der menes at kunne rense skolen og skolens fag for ´uregelmæssigheder´ og tilværelsens ´beskidte´virkelighed.

Skole, pædagogik og uddannelse ER først og fremmest en del af den tilværelse, vi alle lever med og mod hinanden, i samfundet, i verden, i universet – man KAN ikke reducere skole, pædagogik og uddannelse til strukturer, funktioner eller systemer. Ej heller kan man reducere til målstyringsvanviddets nærmest ufatteligt upædagogiske påfund.

Det er den tyske systemtænker Niklas Luhmann, der spøger bag argumenterne til tidens læringsmålsstyring, læringsagenter, synlig læring, læringsplatforme – altså til pædagogikken sat i system med funktionel uddifferenciering og selektionsopgaver. Man kan med Luhmann fremføre såkaldt logiske argumenter for alt dette.

Men hvem var egentlig Niklas Luhmann? Hvad er det for tanker, han har?

Da Niklas Luhmann er tysker og født i 1927, nåede han lige at gøre tjeneste i det tyske Luftwaffen. Han blev i 1945 taget til fange af amerikanerne. Det første han oplevede efter tilfangetagelsen var, at amerikanerne stjal hans ur og gennembankede ham. I den forbindelse fortæller Luhmann en lille historie, der principielt kan siges at være afgørende for hans tilgang til sit arbejde – og er grunden til, at han blev systemteoretiker. Historien lyder: ”Snart stod det klart for mig, at man ikke kan inddele politiske regimer i gode og onde, men at man må bedømme dem i deres begrænsede virkelighed. Dermed vil jeg naturligvis ikke sige, at jeg betragter nazi-epoken og tiden efter 1945 som to alen ud af ét stykke, men efter 1945 var jeg ganske enkelt skuffet”. Denne skuffelse kan mærkes i Niklas Luhmanns systemteori, hvor verden som sådan er tom og meningsløs. Der er ikke noget fundament, og samfundet består af en masse forskellige funktionssystemer med hver sin særlige logik – de er som lukkede maskinsystemer, der ikke kan komme i kontakt med hinanden.

Ifølge den systemteoretiske tænkning kan man kun iagttage og drage forskelle, og på ingen måde inddrage normative bedømmelser. Når der træffes en eller anden beslutning i fx uddannelsessystemet, så kunne der nøjagtig lige så godt være truffet en hvilken som helst anden beslutning. Teorien implicerer ingen idealer, ingen værdier, ingen holdninger, og Luhmanns forståelse af, hvad mening er, er helt uden illusioner om humanisme og mening i en dybere forstand. Luhmann forklarer simpelthen mening som håndtering af kompleksitet.

Menneskesynet er svært at få øje på, for det hele foregår i systemer. Mennesker er mere funktioner, strukturer og konstruktioner end egentlige personer, som reelt kan fortælle hinanden noget om verden eller om samfundet.

Man kan umiddelbart undre sig over, at Niklas Luhmanns systemteori har fået så stor en udbredelse, i den ellers store mangfoldighed af (pædagogiske) teorier, at den er blevet selve det analytiske fundamentet for den nye folkeskolelov. Men det giver god mening ud fra Luhmanns systemiske konstruktioner at konstruere en pædagogik med fokus på måling og kontrol af systemerne. En sådan konstruktion af pædagogik opstiller en række meget faste metoder og teknikker, således at man kan evaluere og kontrollere, om læringseffektiviteten giver tilfredsstillende arbejdsmarkedskompetencer.

På den måde passer Luhmanns systemteori som fod i hose til Konkurrencestaten, som er helt anderledes end velfærdsstaten. Konkurrencestaten mobiliserer aktivt befolkningen til at deltage i den globale konkurrence. I lyset heraf mobiliseres folkeskolen til at blive en ”koncern”, der, med Ove K. Pedersens udtryk, producerer ”soldater” til nationernes konkurrence. De menneskelige fællesskaber og det fælles dannende indhold (med fokus på kultur, historie, religion, filosofi og en demokratisk samfundsforståelse), som i velfærdsstaten var et must, er ganske enkelt yt i konkurrencestaten.

Der er dog væsentlige grunde til at stille kritiske spørgsmål ved den grundlæggende antagelse, at både samfund og uddannelse nødvendigvis skal underlægges strukturalistiske og økonomiske systemer. For vel skal børnene og det fremtidige samfund klare sig i den globale konkurrence, men pointen er, at hvis skolen fortsat fokuserer så ensidigt på målinger og tests som nu, så ender vi som en provins i Kina, dvs. som små soldater, der ikke kan tænke selv. Kreativitet, selvstændighed, evnen til at forstå sig selv og andre og at kunne indgå i demokratiske diskussioner er fuldstændig afgørende elementer, når man skal klare sig såvel i international konkurrence som i livet som sådan.

Denne grundantagelse fører den internationale uddannelsesforsker Gert Biesta til at påpege nødvendigheden af at drøfte det helt afgørende spørgsmål: Hvad er uddannelse til for? Gert Biesta peger på, at for at få en kvalificeret og demokratisk diskussion af dette spørgsmål, må man ikke nøjes med at ensidigt at fokusere på tests og målinger i det, som han kalder ”målingens tidsalder”. Det er ikke nok. Man må analysere og diskutere den alt-igennem-trængende økonomiske rationalediskurs, der som en steppebrand har bredt sig fra det frie liberale erhvervsmarked til det offentlige, herunder til den pædagogiske uddannelsesverden. Man må genoplive diskussionen om etik, politik og demokrati, for kun derved kan der igen pustes liv i de menneskelige fællesskaber.

Og ikke nok med det. Vi må se at få re-etableret de offentlige rum, hvor disse diskussioner kan foregå, for disse rum er enten afgået ved døden eller er lige så stille ved at blive nedlagt. Jeg taler her om fx lærerrådsmøder med reel magt, om offentlige demokratiske processer, når der skal diskuteres nye reformer og love – samt om foreningslivet, som travlhed, stress og lange arbejds- og skoledage har givet en ordentlig mavepuster.

Der er nok at gå i gang med, men det hele starter med, at lærere og uddannelsesfolk gør det modsatte af opportunistiske forskere og ledere, nemlig går imod strømmen.