Endelig er vi tilbage i billedkunstlokalet

Skoleåret er snart forbi. Det har uden tvivl, været ret mest turbulente, forvirrende og udmattende år i hele mit lærerliv.

Corona har virkelig sat sine spor i mig, både fagligt og personligt. De krav og forventninger der har været til min lærerrolle har overgået alle mine forestillinger. 20/21 har været et år som jeg ikke vil se tilbage på med glæde. Skoleåret vil aldrig få et rosenrødt skær i min hukommelse og på nuværende tidspunkt skal jeg bare overleve.

Jeg elsker hverdagen med mine elever og kolleger, hvor jeg kan få lov til at undervise-UNDERVISE, nørde min faglighed og udfordre mine egne vaner og rutiner. Den hverdag har jeg fået små glimt af den sidste uges tid.

I dag var vi endelig tilbage i billedkunstlokalet, for kun 2. gang i dette skoleår.

Eleverne skal arbejde med skulpturer, kropssprog, hurtigskitser, kul og ostevoks. De skal også have gang i deres mobiltelefoner. Hvis vi kan nå det, så skal vi også lave et lille fælles værk af deres skulpturer. Jeg er nok tidsoptimist, så jeg håber, at vi når en masse på meget kort tid.

I dag fik de kul mellem fingrene, afprøvet hurtigskister, fik udforsket kropssprog og formet mini skulpturer i stanniol og ståltråd.

Næste gang skal vi have gang i ostevoksen, og måske kan nogen af dem nå at male lærredet til vores fælles værk.