En uværdig debatform

Den folkeskole, der fortrængte den fagundervisende skole i 1975 og fuldkommengjorde fortrængningen i 1993, og som bygger på sloganet om, at »ingen i skolen må lære, hvad alle ikke kan lære«, og som måtte afstives med den mest usaglige og grove propaganda om, at den afløste en sorteringsskole, har som konsekvens haft, at den »forsømmer de bogligt stærke og taber de svage«. Enhver reaktion - herunder folkeskoleforliget - imod dette ideologiske misregimente mødes med en floskelstorm af uanet styrke. Lærere mister deres professionalisme og berøves deres intentioner, børnenes evner til samarbejde går tabt. Skolen bombes tilbage til den grå børnegennembankende middelalder. Og nu forklarer cand.pæd. Ole Pedersen i et interview i Folkeskolen nummer 21, at vi mister forbindelsen til Grundtvig og den Chresten Kold, der ganske ugrundtvigsk og ukoldsk fastslog, at i en skole er den frie opdragelse umulig. Måske ville det være køligt befriende, om skoledebatten blev præget af jordnær og kontant købmandstænkning frem for af den lumre pædagogiske argumentation og medmenneskelighed, som politikere og pædagoger hidtil har kappedes om at gennemælte og forme til præcis det, der passer i deres bestræbelser for at forvandle den fagundervisende skole til en dannelsesinstitution for opstillingen af kunstige scenarier til udvikling af ideale menneskeegenskaber. En befrielse ville det være, om fagene kom i centrum, så mennesket kunne befries for den omklamrende personlighedsmodellering. Påstanden om, at en regenereret fagundervisende skole nødvendigvis må være uden menneskelighed, er selvfølgelig ikke en sober debat værdig.