En, to, tre: Grønt lys – STOP

Jeg er rystet!

En elev i Den danske Folkeskole, en personlig hjerteven, siger i en fortrolig stund: ” Jeg er gul i alle fag.” ”Nå”, svarer jeg, ”og hvad betyder det?”

”Ja, at jeg er lige midt i” – hun understreger udsagnet ved at tegne en linje med sin højre arm foran sin krop. Det stopper ikke her, for eleven uddyber: ”Jeg er gul – ikke rød, det er god – og ikke grøn, det er dårlig.” Eleven viser højden som i legen Fugl, fisk eller midt i mellem. Men det er ikke leg det her!

I min optik er det blodigt alvor, og det nærmer sig overgreb, når et barn på sin dannelsesrejse i skoleverdenen møder en så rigid vurdering af sine evner.

Temaet optager min ven, for hun gentager: ”Jeg er gul i alle fag – undtagen i kristendom, der er jeg grøn.” Jeg siger: ”Det kan jeg ikke forstå, for jeg véd, at du er rigtig god til mange ting.”

Men jeg fortæller hende ikke, at jeg er dybt rystet, forarget og forundret. Kan vi virkelig i 2020 møde noget, der i den grad leder tankerne hen på tidligere tiders sorte skole? Er det muligt i nyere tid at finde lærere, ledelser og kommuner, der tillader stigmatisering på den måde? Du er dum og dårlig – eller i hvert fald ikke klog og god, så sæt dig bagerst i klassen. Åh!

Et læringsmiljø kan overordnet ses som et produkt af relationen om et væsentligt indhold. Jeg skal ikke kunne udtale mig om udvælgelsen af det faglige indhold, men øjebliksbilledet af relationskompetencen i pågældende læringsmiljø står skarpt: kvaliteten er ringe.

Det må være på sin plads at appellere til faglig refleksion og selvindsigt her samt provokatorisk at spørge elevens underviser: hvor ligger din pædagogiske og didaktiske indsats på en skala fra grøn til rød?