Jeg blev dimitteret fra Esbjerg Seminarium i 1961 og fik en god lærerstilling. Det blev til mange gode år i folkeskolen, men de sidste års oplevelser kunne jeg godt have været foruden.
På et tidspunkt begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg var god nok til min gerning - om jeg duede - om de andre ikke var bedre end jeg.
Præstationsangsten tærede - tvivlen voksede, og nervøsiteten steg. Jeg blev stresset. Lægen ordinerede piller, andre piller - flere piller - større doser.
De hjalp her og nu, men på længere sigt voksede angsten, og ubehaget blev større.
Alkohol kom ind i billedet. Piller før og alkohol efter skoletid. Selvtilliden svandt ind. Afhængigheden blev synlig, hvor godt jeg end prøvede at skjule den. Selvbedraget var enormt, men livsglæden var stille forsvundet og livssynet blevet negativt.
'Verden er en jammerdal' blev en fast overbevisning. Jeg søgte psykiatrisk hjælp. Antabus. Behandlingen gjorde kun ondt værre.
I 1986 var jeg udbrændt. Efter 25 års arbejde som lærer blev jeg afskediget med pension og uden tak. Skolen var kommet af med et problem, men jeg var dermed ikke kommet af med mit - jeg var stadig afhængig af alkohol og piller.
Mine negative følelser forlod mig ikke - tværtimod.
Angsten, skylden, skammen, vreden, selvmedlidenheden og bitterheden var stadige plager, som fyldte tilværelsen for mig og min nærmeste familie. Selvværdet var borte. Håbløsheden og magtesløsheden blev trofaste følgesvende for min kone og mig.
I 1998 havde jeg nået min menneskelige bund. Den sidste rest af værdighed havde afhængigheden slugt.
Ved min kones hjælp kom jeg i Minnesota-kur.
Jeg kom ud af min afhængighed og fik et begyndende nyt og positivt livssyn, som gav min kone og mig overskud til at hjælpe andre.
Jørn Hansen
Ebeltoft
En svær periode
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.