En røst fra fortiden

KL-formand Martin Damm siger, at han vil fastholde reformens intentioner, men realiteten er, at reformen fører skolen længere og længere væk fra dem. Der er intet som helst belæg for, at den har ført skolen nærmere de tre hovedmål: højere faglighed, bedre trivsel og reduktion af den negative sociale arv; snarere tværtimod.

82 % af eleverne er trætte af de lange skoledage, otte ud ti lærere mener, at reformen ikke gør eleverne dygtigere, og de elever, der især er kommet i klemme, er de svageste. De forbedrede PISA-resultater, Damm påberåber sig, bygger på målinger foretaget på 8. klassetrin nogle måneder efter reformen trådte i kraft. Otte ud ti børnehaveklasseledere mener, at reformen har resulteret i mistrivsel blandt børnene, forældrene er blevet mere og mere negative overfor reformen. Privatskolefrekvensen bare stiger og stiger, hver tiende lærer er nu uuddannet, 17.000 lærere har forladt jobbet i utide og tilgangen til læreruddannelsen ligger stadigvæk lysår under det, der skal til for at undgå katastrofal lærermangel i de kommende år. Læringsportalerne er ved at drive såvel lærerne til vanvid, målstyringsregimet er kollapset, allerede inden det er kommet op at stå,og politikerne bag projektet løber fra det, alt hvad remmer og tøj kan holde. Inklusionen er i bedste fald gået i stå på et niveau langt under det ønskede.

Kommune for kommune indser byrødderne reformens grundlæggende fejl. Man KAN ikke lave god skole henover hovedet på dens elever, lærere og forældre. Et stort flertal af kommunerne har opblødt tilstedeværelsespligten, åbnet for reduktion af de lange skoledage og indgået lokale aftaler med lærerkredsene, og flere kommer til.

Men Martin Damm vil fortsat ’gå hele vejen’, om nødvendigt mutters alene og med hovedet under armen. Han har intet hørt og intet set.

Han lyder allerede som en røst fra fortiden.