En rigtig dansk folkeskole

Egentlig ved vi det godt. Hvor ofte har vi ikke på vejen hjem fra skole erkendt, at den metode, vi havde gennemtænkt og forberedt ved morgenkaffen, måtte ændres til ukendelighed i dagens løb. Men lektor Per Fibæk Laursen skal nu alligevel have tak, fordi han giver metodikkens og dermed også didaktikkens ustabilitet og forgængelighed filosofisk/pædagogisk status. Så er det, ligesom vi kan lidt igen. Netop i dag, siger lektoren, er læring ikke en lineær og ensidig proces. Men længere kommer Per Fibæk desværre ikke i denne omgang. Lidt nysgerrigt må vi andre spørge, hvorfor det mon er sådan. Og når filosofien og det pædagogiske hjernespind endnu ikke har udtænkt en passende standardforklaring på fænomenet, er vi vist henvist til vore alt for jordnære erfaringer. En del børn møder ikke indlæringsparate i skolen. Sådan er det. Og de andre får deres parathed tværet ud af den udelte skoles udelthedsprincip, der jo gør en dyd af at spise dem af med det politisk-ideologisk bestemte middelmådighedsstræb, som Danmarks fremtid skal hvile på. Og dette politisk betændte tabuområde vil Per Fibæk desværre holde sig langt væk fra. Han forsvarer middelmådighedsidealet med et opgør med Hirschs fremhævelse af den nødvendige almene viden. For den almene viden er alt for konkret til vores luftkastellers blødhedsidealer. Konkrete årstal, bynavnene på Fyn, hvad giver I? Nej, vi skal støttet af vores egen til formålet definerede udvikling flyde hen i uforbindende forestillinger om de følelser, vi i dag tror, man følte, da man engang byggede fagbevægelsen op. Ja, lad os snakke alt det konkrete sønder og sammen. Så får vi en rigtig dansk folkeskole.

Vagn Madsen

Brønderslev