En respons til Rydahl

Formanden for religionslærerne John Rydahl frarådede i går lærere at bruge vores alternative faghæfte i skolen. Vi er naturligvis glade for at Rydahl har læst vores oplæg til diskussion, men det er en skam at han ikke mener, at andre kunne få noget ud af at læse det. Interesserede lærere kunne om ikke andet, så i det mindste ryste på hovedet i uenighed. Man kunne også håbe, at de ville blive klogere på deres eget faglige ståsted og reflektere lidt over forskellen på fagets nuværende udforming og det forslag vi fremsætter.

Rydahl hævder, at vi ikke har blik for at skolen er en dannelsesinstitution. Det undrer os, for det alternative faghæfte er i sig selv et dannelsesperspektiv som vi mener stemmer overens med den dannelsesmæssige opgave som er formuleret i folkeskolens formål. I folkeskolens formålsparagraffer fastsættes skolens opgave juridisk og formålet er her eksplicit, at give eleverne kundskaber og færdigheder der forbereder dem til videre uddannelsen (§1), skabe arbejdsmetoder og rammer som naturligvis taler til elevernes fantasi og lyst til selv at tilegne sig viden og ikke mindst danne deres egne holdninger og meninger (§2). Vores diskussionsforslag er skrevet med øjnene fast hæftet på skolens dannelsesopgave i et demokratisk samfund, hvor lærerne er pålagt at forberede eleverne på at blive aktive deltagere i nutidens komplekse samfund (§3). Vi giver et bud på, hvordan denne enorme opgave kunne udfoldes i folkeskolens religionsundervisning.

Vi ser ikke en modstilling mellem viden og dannelse i det alternative faghæfte. Vi har derimod det udgangspunkt at dannelse uden et vidensgrundlag bliver en meget porøs genstand. Hvis man kan klandre os for noget, så er det at komme med en ny rammesætning af fagets dannelsesmæssige klangbund - dets ontologi - hvis man nu skal være lidt fin i sproget. I stedet for at tage udgangpunkt i kristendom og personlig religiøsitet, synes vi at faget skal have et videnskabeligt udgangspunkt. At det i sig selv skulle være en modstlling til et dannende, diskuterende og engagerende fag er en falsk modstilling. Viden udfordrer og irriterer, det drager og fascinerer, det er ikke klinisk eller tomt, men en mulighed for udforskning og refleksion. Den ofte hørte modsætning mellem videnskabeligehed og dannelse er en stråmand, vi vil jo alle lave undervisning som motiverer eleverne. Vi kender ingen som åbent siger, at det er deres hensigt at lave elendig undervisning som keder eleverne. Hvis man mener det er en umulighed på et videnskabeligt grundlag, så skal man genoverveje hvilke redskaber man har i sin didaktiske værktøjskasse. Det sidste er naturligvis en opgave vi meget gerne vil hjælpe med.

Pia Rose Böwadt og Jes Heise Rasmussen