En pralehistorie

Et undervisningsforløb. I lærerkredse cirkulerer et undervisningsforløb, hvor eleverne skal skrive pralehistorier om dem selv og deres fremtid. Forarbejdet ligger i at få eleverne til at slippe fastlåste begrænsninger. Det er selvfølgelig forbudt at skrive nedsættende om andre elever.

Når der er ‘varmet godt op’ for eleverne, og de ser dem selv som de vildeste blærerøve, skal de skrive løs.

Besværligt .. ! Det er en opgave, en del af mine klasser har lavet. Mønsteret er hver gang næsten det samme. Første stadie er en delvis modvilje mod selve besværet med at skrive skriftlige opgaver i skolen. På dette tidspunkt har de ikke følelsesmæssigt erfaret omfanget af denne opgave.

Wauw! Andet stadie er der, hvor eleverne for alvor erkender det suveræne ved bare at ‘give den gas’. Her vælter de fleste sig i limousiner, gigantiske pengeformuer, fame, olympiske sportspræstationer, swimmingpools, bosættelser i fjerne galakser osv.

For nylig mødte jeg en tidligere elev. Netop denne elevs pralehistorie har jeg altid husket. Mens de andre elever i tankerne dengang spadserede rundt i diamantbesatte plateausko på den røde løber i Hollywood, eller var verdens højst betalte fodboldspiller, skrev eleven en historie med følgende budskab: Jeg bliver gift, vi får to børn, et hus og en golden retriver.

Inspireret af stemningen i klassen havde jeg forsøgt at udfordre eleven, og elevens drøm eller praleri var blevet endnu mere klar, men stadig nøjagtig den samme.

At bryde den sociale arv og kode var ikke en selvfølge på den pågældende skole. Eleven er nu voksen, og helt uventet fortalte vedkommende glædesstrålende: “I øvrigt er jeg lige blevet kandidat fra RUC, og har fået 10!”.

Måske skulle vi voksne selv lave opgaven …?