En politiker ser på skolen

Det er politikeres lod at skulle udøve kunsten at få virkeligheden til at hænge sammen med en ideologi, som man har sværget evig og ubrydelig troskab. Tag nu Bagsmækken i Folkeskolen nummer 22. Her prøver tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager kunsten. Indledningsvis indrømmer hun, at debatten om folkeskolen tager sig virkelighedsfjern ud. Men hun siger intet om, at det selvfølgelig ikke kan være anderledes, når folkeskolen bygger på en virkelighedsfjern, fortænkt ideologi, der sætter lighed og ensgørelse over alt det, en skole anstændigvis burde beskæftige sig med. Dog kan hun godt se sandheden i det ofte benægtede faktum, at børn i dag får for lidt ud af deres skolegang, hvilket vel i sig selv er en indrømmelse af, at nævnte ideologi storproducerer tabere. Dels taber de svage, der dagligt kan spejle deres uformåenhed i deres dygtige sidekammeraters præstationer. Og dels taber de stærke, der jo nærmest af hensyn til deres svage kammerater aldrig bliver ført ud til grænsen for deres formåen. Den udelte skoles største succes er således at producere to store forstyrrende taberfløje med en midtergruppe, der i dag er svundet ind til ingenting. Alt dette ved Margrethe Vestager. Men hun ved også, at det ikke må siges. I hvert fald ikke af en politiker, der vil fortsætte som politiker. Og derfor befinder debatten sig ganske rigtigt alenlangt fra virkeligheden. Og at gribe om problemerne og genindføre den delte folkeskole, der på uanstændig vis tager hensyn til alle og derfor gør folkeskolen til skolen for alle, er utænkeligt. Men hvad skal man så gøre? Jo, Margrethe Vestager lader bare, som om de mange former for samarbejde, som skolerne for længst har kastet sig ud i, slet ikke eksisterer. For så kan hun foreslå skolerne at pr

Vagn Madsen

Brønderslev