En ny elev er også ny uden for klasseværelset.

Ved gårsdagens skole- hjem- samtale blev jeg klogere. Faktisk fik jeg ret meget at tænke over. Så meget, at det skal med her.

En mor til en relativ ny elev fortalte, at barnet er faldet rigtig godt til i klassen. Klassekammerater og lærere har været imødekommende, og eleven fik anvist en hensigtsmæssig plads i klassen.

Problemet havde meldt sig, da klassen skulle skifte lokale til anden undervisning, hvor der ikke nødvendigvis er faste pladser. Det kunne typisk være fysik eller idræt. Her havde eleven fundet det mærkbart sværere at finde en plads i det nye fællesskab. Det havde familien talt lidt om derhjemme, og var blevet enige om at viderebringe det ved samtalen.

De scenarie grublede jeg over. Mest alt var jeg overrasket over, at jeg efter 17 år aldrig har tænkt den tanke, og da slog det mig, at der kunne være andre derude, der havde det på samme måde. En ny elev er sådan set ny hele tiden. Særligt må det være vanskeligt at træde ind i sociale sammenhænge, hvor elevkonstellationerne er mere svingende end i klasseværelset, hvor man sidder forankret ved sin sidekammerat eller i en bordgruppe.

Som faglærer vil man typisk henvende sig høfligt til den nye elev og byde velkommen, men herefter går undervisningen i gang. Der sættes gang i opvarmning eller man stiller op til forsøg. Her kan en ny elev måske komme til kort. Særligt hvis vedkommende er den mere introverte type, for hvem det ikke er en selvfølge at opsøge nye fællesskaber. Sådan vil mange have det i den første tid på en ny skole. Særligt hvis de fællesskaber, man møder, fremstår sammentømrede og, muligvis utilsigtet, utilnærmelige.

Denne lidt flygtige bemærkning mod skole- hjem- samtalens slutning gjorde et forhåbentligt uudsletteligt indtryk på mig, som bør komme mine fremtidige nye elever til gode. Det er værd at tænke over derude.