En lærervikars erfaringer

Efter at have prøvet mellem studie-job i forskellig retning tog jeg for nylig opfordringen op. Jeg blev lærervikar. Mit umiddelbare indtryk var godt, jeg fik mig en snak med den lokale skoles viceskoleinspektør og var derefter at betragte som ansat. En forfriskende oplevelse i stedet for gang på gang at aflevere et skema på potentielle arbejdspladser. Skemaer, der kan udfyldes af - undskyld udtrykket - et 3.-klasse-barn, og som arkiveres på ubestemt tid.

Første arbejdsdag, og de efterfølgende, skulle jeg så tilbringe sammen med disse nye, i pressen udskældte kolleger. Jeg skulle selv afprøve fordomme og blandt andet se, om de virkelig var så stressede og bebyrdede, som jeg havde set hævdet på skrift i Folkeskolen.

Jeg blev modtaget med en utrolig stor interesse og opbakning. Jeg mødte folk, der brændte for deres sag. Folk, der var så interesserede i deres klasses ve og vel, at der ikke bare kunne være tale om at lade det hele sejle, fordi der skulle vikar på. Jeg mødte en viceinspektør, der gav så meget opbakning, at man aldrig var i tvivl om noget. Jeg oplevede det, som en kammerat, der tidligere har haft samme tjans, sagde: 'Et lærerværelse er faktisk et utroligt hyggeligt sted'. Jeg oplevede frem for alt, at der var tid, overskud og engagement.

Betyder alt dette så, at lærere kun brokker sig uden at have noget at brokke sig over? Betyder deres overskud i dagligdagen, at de har for lidt at lave og bare skal spændes lidt hårdere for, eller hvad? Nej, tværtimod betyder det, at lærere er nogle få tilbage af en bestemt model. Den model, der ikke giver op på grund af lidt modgang. Den model, der bliver drevet af engagement og ikke af trangen til penge. Det synes jeg godt lige, man kunne tænke lidt over.

Jakob Busch

lærervikar