En “kempedåd” om Paul Ricoeur

Dette er ikke en anmeldelse, men en opfordring til at læse det stof, som en af vores egne store filosoffer, Peter Kemp, har samlet om sin franske kollega og ven, Paul Ricoeur, som i øvrigt har haft den franske præsident Emmanuel Macron som elev.

Dette minder mig om, at en anden af vores filosoffer, Lars-Henrik Schmidt, illustrerede forskellen på dansk og fransk pædagogik/politik/kultur ved at omtale realeksamensstilemnerne fra et tilfældigt valgt år: De franske elever skulle foretage en analyse af en af Ciceros taler til Senatet, mens vi her i landet skulle fortælle om "Fårets røgt og pleje".

Men tilbage til Peter Kemps Ricoeur-bog: Den er opdelt i syv afsnit. Filosofi i vor tid. Sprogfilosofi. Eksistensfilosofi. Hermeneutik. Narrativ filosofi. Etil og politik. Anerkendelse.

I et personligt og glimrende forord fortæller Kemp om udviklingen i Ricoeurs tænkning, så man efter interesse kan dykke ned i de afsnit, som forekommer en mest vedkommende – i denne 650 siders bog.

Og hvorfor skal man så overhovedet læse Ricoeur? Måske fordi han er noget så sjældent som en filosof, der forsøger og lykkes med at bygge bro mellem filosofiens forskellige discipliner og positioner. " Peter Kemp beskriver dette således: "…at filosoffen ikke skal slå sig til ro med at afvise en modstander, men "støtte sig til ham og slå følge med ham, selv når han er mest kritisk"". Og Kemp fortsætter, at Ricoeur "står et sted og vil forsvare sin position, men han hævder aldrig, at hans eget standpunkt er definitivt".

Ricoeur vedkender sig, at han bliver dannet som menneske i et samspil med andre mennesker. Det handler ikke om at jorde hinanden eller om at vinde anerkendelse i konkurrence mod andre. Ikke noget med "noget for noget", men en indsigt i, at egentlig dannelse opnås gennem den sociale ansvarlighed.

Her er devisen for, hvordan vi kommer videre: Stå fast – og lyt. Og flyt dig så en smule, hvis det, du hører, indbyder hertil.