Forfatteren Gustav Wied havde i 1910'erne succes med en række satyrspil på Dagmarteatret, og når man prøver at finde hoved og hale i den aktuelle debat om videnskabelig uredelighed, som er affødt af Keld Skovmands anklager imod en række forskere, som Undervisningsministeriet har taget til indtægt for skolereformen, ja, så kunne det virke som en opdatering af disse satyrspil.
"Man skal fodre sine karusser, gøre sin whisky stærkere og lade Vorherre om resten," lyder Wieds parole. Og ved Gud om ikke man oplever, at meget er gået i fisk, når man har søgt at beruse sig i Undervisningsministeriets hjemmebrændte læringsmålstyring.
Efter at satyrspillets anden akt, der har udspillet sig i Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, fader ud i udgangsreplikken "Alle er frikendt for videnskabelig uredelighed", så kan vi blot glæde os til i næste akt at få udfoldet, hvad forskning er, og hvad den kan (mis)bruges til.
Som der burde stå i programmet: Det er ikke så forskningens resultater, som dens udgangspunkt, der er afgørende. Megen forskning har mennesket i centrum, mens anden har evidensens talmagi. Og den sidste står mange politikeres tanke nær, for den fritager dem for visioner for et rigt menneskeliv og gør det muligt for dem, som Gustav Wied siger, at "danse efter en højere Lirekasse".
Så Gustav Wied er uhyggeligt præcis, når han lader dette lyde fra rådhusklokkerne i staden Absalonia i kongeriget Rugmelien: "Fader, se i Naade ned, til den hele Red'lighed".
For mens det modsatte af uhumsk næppe er humsk, så er det modsatte af uredelighed er vel redelighed?
En herlig hilsen fra Rugmelien
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.