DLF har nu i nogle år arbejdet med projektet ” gearet til fremtiden”. Det handler det forestående formandsvalg i høj grad også om. Hvem kan bringe DLF fremad de næste 5-10-15 år?
Det er vi sikre på, at Morten Refskov kan.
Hvordan er to sindige jyder blevet overbevist om, at en ung, positiv og energisk fyr fra Ballerup, er den bedste til det?
Det er vi bl.a. fordi den ene af os har arbejdet tæt sammen med Morten i DLF’s hovedstyrelse de sidste 4 år og gennem dette samarbejde fundet ud af, at vi er drevet af de samme værdier og grundlæggende ser ens på mange ting.
Morten er reflekteret og velovervejet, når han fremlægger sine meninger og holdninger for at få indflydelse i hovedstyrelsen. Han kan se en sag eller en beslutning fra mange forskellige perspektiver og positioner, ligesom han altid har et skarpt øje for konsekvenserne af en sag eller en situations udfald.
Hans fagpolitiske arbejde tager afsæt i et stærkt ønske- og en endnu stærkere vilje til at skabe gode vilkår for alle foreningens medlemmer uanset, hvor de arbejder, og hvad de arbejder med.
Morten er fantastisk at diskutere med, for selv om vi kan være uenige om en sag, så er det netop kun – sagen - der er i centrum, og derfor er den gode relation intakt.
Morten har været på en fagpolitisk dannelsesrejse, hvor hans tiltagende indsigt og forståelse for foreningens position og handlemuligheder har gjort, at han har skullet indtage nye holdninger og standpunkter undervejs. Han har selv været meget åben om dette og taget de tæv, det nu har givet ham.
Vi har stor respekt for, at Morten har været ærlig og åben om sine nye erkendelser og indsigter – det er ikke alle, som formår dette, og det giver ham en særlig integritet.
Når Morten går på talerstolen i kongressen, gør han indtryk – han leverer sine indlæg med indlevelse og entusiasme. Indlæggene er altid velskrevne og velovervejede - og hele tiden med fokus på det budskab, han vil have frem.
Vi stemmer på Morten Refskov i morgen, når kongressen skal stemme om, hvem der skal være ny formand for Danmarks Lærerforening. Det gør vi, fordi han er den bedste egnede og vil kunne geare Danmarks Lærerforening til fremtiden.
En formand gearet til fremtiden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.