En fagforenings opgave

Som 'senioroverlærer' - og derfor gennem mange år regelmæssig modtager af medlemsbladet Folkeskolen- er jeg begyndt at undre mig over, hvilken rolle min fagforening spiller i forhold til henholdsvis egne medlemmer og arbejdsgiverne.

En fagforenings fornemste opgave er vel at skaffe medlemmerne en mærkbar lønfremgang og gode arbejdsforhold, og hvis man ser på, hvilke resultater vore fagforeningsledere har opnået over en tiårig periode, må man konstatere en stadig forringelse af arbejdsbetingelserne og minimal lønudvikling i forhold til det omgivende samfund. De grupper, vi tidligere kunne sammenligne os med rent lønmæssigt, er for længst ude af sigte. Mandlige lærere er allerede en mangelvare.

Hvor mange gange har vi ikke hørt de beklagende udtryk: 'Det var ikke muligt at opnå mere', 'vi kunne ikke komme længere med vores krav', 'tidspunktet var ikke til mere i denne omgang' og det samtidig med, at vore forhandlere på løbende bånd har indgået aftaler på vitale områder stik imod de vedtagelser, som hovedstyrelsesmedlemmerne skulle efterleve via kongresbeslutninger.

Jeg mener, at når vi lønner en formand med mere end fire gange den løn, som en overlærer på sidste løntrin oppebærer, så må det være muligt at finde et menneske, der er i stand til at kæmpe med en vis stædighed for vore lønkrav og fremvise større energi og mere ildhu til gavn for medlemmerne.

Hvordan kan man acceptere de regler for, hvordan vores løndannelse på nuværende tidspunkt finder sted?

Arbejdsgiveren kommer jo bare med en lille pose penge til visse grupper inden for bestemte områder, der så indbyrdes slås om, hvor meget hver gruppe kan erhverve sig, mens arbejdsgiveren bare kan sidde afventende med korslagte arme og iagttage, hvordan arbejdstagernes repræsentanter fordeler smulerne.

Måske bliver det bedre med de nye lønsystemer, som - ganske vist - ikke støttes af mange i medlemsskaren. For nu skal det dreje sig om grundløn plus kvalifikationsløn plus mange andre tillæg, og det er helt sikkert en lønstruktur, der nok skal skabe splid mellem kollegerne indbyrdes og skabe grobund for misundelse, mistro og intern magtkamp, der kun kan være i arbejdsgivernes interesse.

Forestiller man sig virkelig, at team kan opnå et frugtbart samarbejde med forskellig honorering for det samme arbejde? Hvor er der dog langt fra skrivebordsvisioner og til virkelighedens verden.

Nu skal man så opleve, at Danmarks Lærerforening bruger 18 millioner kroner på et projekt, som det til fulde påhviler arbejdsgiveren at finansiere, og at det blandt andet skal ske via en kontingentforhøjelse.

Er det, fordi vore repræsentanter efterhånden nemmere kan identificere sig med arbejdsgivernes repræsentanter frem for egne medlemmer, eller hvad er årsagen til, at DLF begynder at gå Kommunernes Landsforening i bedene og hjælpe den på områder, der til enhver tid er forbeholdt den, som leder og fordeler arbejdet.

Det er foreningens opgave at oplyse Kommunernes Landsforening om verserende problemer og forlange, at medlemmerne bliver uddannet til at kunne udføre de pålagte arbejdsopgaver.

Vi mangler en formand med karisma og dynamik og hovedstyrelsesmedlemmer, der aktivt og løbende deltager i diskussionen omkring de skoleproblemer, som er oppe i tiden, så det enkelte medlem af foreningen oplever sig bakket op og støttet af sin fagforening.

Jørgen Jørgensen

Smørum