En ekstra lærer i klassen

Specialundervisning efter kammeraternes almindelige skoletid tjah. Eleverne, som har vanskeligheder med at følge normalundervisningen og der-for er taget ud til hensyntagende undervisning på små hold, hvor læreren har langt mere tid til den enkelte, vil antagelig få meget nemmere ved at følge med, når de møder friske og udhvilede til undervisningen, efter at deres kammerater er gået hjem, navnlig må man forvente, at alle de nederlag, som de har måttet notere i dagens løb, vil virke stærkt motiverende.

Nej, nej. Hvis der endelig skal ændres, er den eneste farbare vej efter min mening en ekstra lærer i klassen, som kan hjælpe der er ingen nem genvej. Det drejer sig ikke om vrangvilje fra eleverne, det drejer sig om manglende formåen.

Det samme er tilfældet med lærernes sygefravær. Det skyldes ikke vrangvilje tværtimod men jo mere man mistænkeliggør, jo flere elever man fylder i den enkelte klasse, og jo flere urimelige og somme tider umulige krav man stiller, jo mere stress skaber man. Og stress er jo en grim ting/sygdom med utallige symptomer.

Jeg forstår egentlig ikke, at man ikke samtidig nævner privatskoler, gymnasier, universiteter, teknika og så videre, men det skyldes vel, at det kun er et »bedre begavet« mindretal, som frekventerer disse steder.

Sandt er det imidlertid, at man ikke kan bruge hvem som helst som vikar. De, som rekrutteres uden for kollegernes kreds, skal virkelig »håndplukkes«, hvad enten de kalder sig theol., polyt. eller noget helt tredje. Der skal virkelig bruges »rettidig omhu« for at citere A.P. Møller.