En Århus-historie

Der er nogen i Århus, der vil opbygge selvværd blandt folkeskolens elever. Til det formål afholdes der som nævnt i Folkeskolen nummer 29-32 en konference, hvor der sættes fokus på, hvordan børn lærer. Så vidt så godt. Men tro mig, om ikke det hele planlægges til at henfalde til den snart ulideligt kvalmende fokusering på alt muligt andet end det, en skole til hver en tid uafhængigt af politikernes ideologiske besathed er til for, nemlig at overbringe så stor en del af den fagmættede kulturarv som overhovedet muligt til næste generation. En gruppe kommunale børnechefer udtaler, at børn skal lære andre kompetencer end de rent faglige. Og det er så det eneste, man efterfølgende siger om fagene. Det ligner den rene fornægtelse og tåbeliggørelse af skolens vigtigste funktion: at formidle faglig viden. Og kvalmende er det at opleve skolechefer, der for alvor vil opbygge børnenes selvværd ved rent ud sagt at vende ryggen til den faglige indlæring. For tænk, hvis nogen lærte mere end andre. Så kunne nogen gå hen og få lidt skrammer på selvværdet. Og selvværd har jeg kun ifølge den gængse lighedsideologiske skamridning af skolen, hvis ingen kan mere end jeg selv. Derfor skal børnene kunne indse sandheden i løgnen om, at det, at andre ved et uheld lærer mere end jeg selv, i virkeligheden ikke betyder noget. Derfor skal skolen med ryggen til virkeligheden samle sig om forestillingen om, at man uden at skele til faglig indlæring, lektielæsning og anden sortsværtet oldnordiskhed kan skabe et temmelig værdiløst selvværdssurrogat alene på de bløde kompetencer. Og det var så den Århus-historie.

Vagn Madsen

Brønderslev